Dag 12 på Atlanten

Hvor sejler LOUSILL ?
Anne-Marie og Peter Skov
Wed 28 Nov 2007 11:29
19:15.334N 40:30.038W
 
Vi fik endnu en nat med byger - nogle større end andre, og nogle med mere eller mindre vind. Her til morgen kører det normalt igen med passatvinden og dønningerne bag ind.
 
Vi fik igen i nat en PAN PAN ALARM, mand over bord. Så vidt vi kunne tyde på halvt engelst og spansk var det en fisker ved Kanarieøerne der var faldet overbord. Alarmen kom igen senere på natten - vi har ikke hørt noget til morgen om han er fundet.
 
Her ombord er det anderledes - der er det forbudt at blive syg eller komme til skade, og det er strengt forbudt at falde overbord! - der er nok større chance for at blive kvalt i livliner når man skal på dæk her!
 
Det er et paradoks, at sejle her hvor intet liv over vandet ses - hverken dag eller nat.
Under os er et af verdens største spisekamre. Vores ekkolod slår nye dybder hele tiden af fisk eller stimer der passerer under kølen med få meters afstand.
I dag smed vi fiskekrogen ud med en lille seddel på hvor der stod: Guldmakrel. Det har vi nemlig ikke fået på endnu - man kan ligeså godt samarbejde om aftensmaden!
 
Vi tilbagelægger hver dag ca. 135 - 175 sømil, alt efter vindstyrken og bølgerne. Een sømil er knap det dobbelte i km.
 
Jo, livet kan leves!
 
Hilsen fra besætningen på "LOUSILL"