Dag 4 på Atlanten

Hvor sejler LOUSILL ?
Anne-Marie og Peter Skov
Tue 20 Nov 2007 11:38
22:57.811N 19:22.840W
 
Endnu en dag i det lille samfund på Atlanten er gået, dog med lidt mere vind end hidtil. I løbet af aftenen sprang vinden ca. 25 gr. hvilket betød, at vi fik bølger fra to retninger samt atlanterhavs dønninger der altid er der. Det blev til en urolig nat hvor vi rykkede lidt midtskibs. Alligevel sov vi nogenlunde, og her til morgen var det meget stabilt igen.
 
Anne Marie er ved at bage brød, og morgenkaffen dufter gennem hele skibet - jo, den nat er glemt!
 
Det at sejle 24 timer i døgnet er ligesom at være på skifteholdsarbejde, og så alligevel aldrig at have fri. Det er nok det bedste skifteholdsarbejde man kan forestille sig.
Hvor er der da meget vand på denne Jord. Man kan ikke lade være med at tænke på huse derhjemme med havudsigt, havkig, tæt på vandet osv. Vil man have havudsigt skal man bare sejle over Atlanten, der er der havudsigt 24 timer i døgnet 360 gr. rundt!
 
Jeg bliver lige kaldt op, da der er en hel flok delfiner der leger med vores stævn endnu engang. Delfiner bliver man aldrig træt af at se på. Der var en 10 - 15 stykker i ca. et kvarter.
I aftes var der gang i den ved siden af båden. Det lignede et strømskel, men viste sig at være en fiskestime. Lige pludselig kom sværdfisk og andre fisk som raketter op af vandet - alle jagtede alle, men det var svært at se hvilke fisk der jagtede hinanden. Vi fik en del udslag på ekkoloddet, så noget må der have foregået under os.
 
Tak for de mange mails - det er dejligt at høre hjemmefra. Send bare flere lousill {CHANGE TO AT} mailasail {DOT} com - vi vil gerne høre mere om livet derhjemme, er der dannet regering, er der flere forlovelser på vej? Er der ellers sket noget i det lille danske samfund? Vi tager mail ned på satelitten én gang i døgnet.
 
Som det ser ud på vores vejrkort lige nu, forventer vi at dreje ud mod Passat-linien om ca. et døgn. På den måde vil vi have endnu et døgn med halvvind, for derefter at sætte vores passat sejl og gå mod Antigua.
 
Jo, livet kan leves!
 
Ship o´høj fra besætningen på S/S "Lousill".