Dag 1 på vej til Salalah, Oman

Hvor sejler LOUSILL ?
Anne-Marie og Peter Skov
Mon 2 Feb 2009 07:12
07:10.735N 72:45.090E
 
Efter en lille snorkletur på revet her til morgen, hævede vi ankeret og er nu på vej til Mellemøsten. Vores uge på Maldiverne, har været ren afslapning. Vi har alle nydt de flotte koraller og de utallige flotte fisk.
Fredag aften havde agenten Ahmed, arrangeret middag til 50 mennesker inde ved Sailors Choice. Sailors Choice er en lille butik, samlingspunktet for alle bådene inde i landsbyen. Der var et stort ta` selv bord med grillet red snapper, flere forskellige ris-, karry-, kokusretter, pandekager, frugt og budding. Hertil blev der serveret thé, det er jo et meget muslimsk samfund, så alle former for spiritus er ikke velkommen. For serveringen stod en hel masse unge fyre, som da vi spurgte dem, om det var dem der havde lavet retterne, kunne fortælle, at alle mødrene havde været igang. De havde til gengæld været meget kreative mht.udsmykningen og opstilling af borde og stole. Efter maden gav de den i trommemusik og tørklæde dans. Vi fik vist alle en tur rundt med tørklædet. En rigtig hyggelig aften, som bestemt vil blive gemt på harddisken som én af de allerbedste oplevelser på Maldiverne.
Ellers er det slående, så venlige og imødekomne alle har været. Det er et mandsdomineret samfund, kvinderne holder sig i baggrunden og er kældt i mørke dragter og med tørklæde på hovedet. Stemningen i landsbyen er meget afslappet, de fleste ligger rundt omkring i de specille stole og bænke i skyggen af træerne og tygger betelnødder. Der bliver kaldt til bøn flere gange om dagen.  Alt er meget ryddeligt, der bliver fejet for blade hver morgen og man ser ikke affald ligge og flyde. De fleste huse er bygget af koralsten og cement, taget er enten blik eller flettet kokuspalme. Næsten alle har dog mobiltelefon, som bliver brugt flittigt, både til at surfe på nettet, foto og musik. .På øen er de ved at bygge en havnemole og et resort, som skulle stå færdigt sidst på året, så det er nok et helt andet liv de alle kommer til at opleve i fremtiden.
 
Vi er nu på vej i 5 sekm vind, ingen bølger og høj sol til næste stop. Vi skal kydse det Arabiske Hav, 1250 sømil har vi foran os, før vi når frem til Salalah i Oman. Vi er ude med snøren og nyder ellers en dejlig dag på havet.
 
Ship Ohøj fra LouSill
 
Thomas, Peter og Anne-Marie