Brunsbüttel
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Thu 15 Jul 2010 18:47
53:53.757N
09:08.799E Brunsbüttel
Vi sejlede strækningen fra Groningen til
Brunsbüttel i et stræk - dog med et lille 5 timers stop og en lur i Cuxhaven,
mens vi ventede på at strømmen skulle vende. Groningen forlod vi 12.
juli kl. 9 og næste dag kl. 15 lå vi fortøjet inde i Kielerkanalen ved
Brunsbüttel.
Ud af Delfzijl i Holland kom vi med gevaldigt
akkompagnement af tordenvejr, med masser af lyn, regn og vind. det var dog
overstået på en halv time. Vi vendte ikke om, da den tyske ø Borkum lå som
en mulighed for stop inden åbent hav. Da vi passerede her var vinden
som lovet gået i SV og solen skinnede igen, og vi sejlede en fin nat til
Cuxhaven med godt tryk. Gennakeren pillede vi da det blev mørkt, men i
medstrømmen gik det stadig rask østover. Vi sejlede indenfor
trafiksepareringen hele vejen til Elben, hvor man som "sportsboot" skal sejle
syd for og lige udenfor kanalen. Det var stadig mørkt ved vores tilsejling,
og vi susede nu afsted med 12 m/s i rumpen mellem kanalafmærkningen og
sandbanken. Her skulle der så åbenbart også være plads til adskillige trawlere,
som ikke bruger AIS, og det medvirkede på udemærket måde til, at man ikke blev
træt på vagten. Vi susede ind i Elben det sidste stykke til Cuxhaven med 8.5
knob gennem vandet og 5 knob over grunden. Sjov sejlads i strømmen og
helt fladt vand bag sandbankerne. Vinden begyndte at svigte nær land og
Cuxhaven, så vi tog et tidevandsstop her. 5 timer senere kunne vi med
kraftig strøm i nakken ride det sidste lille stykke ind til Kielerkanalens store
sluser.
Hvem slukkede lyset -
klokken er kun 15.30? Vinden er løjet, men det regner og tordner
stadig.
Hilsner fra Navigo
|