Vi er nu på Tenerife, helt nede sydpå i Las Galletas. Vi sejlede hertil den 18. november fra La Gomera. La Gomera var svær at forlade, og har indtaget en særstilling som vores favoritø blandt de kanariske øer. Ikke overrendt af turister og med den mest storslåede natur. Til allersidst skete det pudsige, mens vi sad i cockpittet, at der pludselig lød et friskt "Hej Michael!". Det var Eggert - vores næsten nabo - fra Taarbæk. Sidst vi så ham, var da han parkerede sin Spæghugger ved siden af os i Rungsted på afrejsedagen. Helt tilfældigt var han på La Gomera på herretur i en større Swan, som en af hans venner ejer. Fantastisk hyggeligt med lidt Taarbæk krydderi, og dagen efter fik vi sendt hele svaneflokken afsted på samme fantastiske vandretur, som vi beskrev i forrige rejsebrev. 

 

  La Gomera sejles agterud. 12 m/s i accelerationszonen, men her er vi kommet i læ af mægtige El Teide på Tenerife. La Gomera er en perle - besøg den!

 

I farvandet mellem La Gomera og Tenerife lever en større bestand af kortfinnede pilothvaler. Vi så flere på vej til La Gomera, og nu på vej retur stoppede vi op og hoppede i. Hvalerne er op til 7 meter lange kan vi læse, men oppefra på afstand ser de ikke så store ud. Under vandet er de derimod store nok! Vi holdt vel en 20 meter til dem, og de tog sig ikke af os. Sigten under vandet er fantastisk og hele flokken på godt 10 individer kunne tydeligt ses. Når de ind imellem går nær lodret ned i dybet på de 2 km vand (ikke at de går så dybt) får man et glimt af en stor blå verden, vi mennesker ikke hersker i (selv om vi nok også kan ødelægge den med lidt anstrengelse). Behøver vi skrive, at det var en enestående oplevelse? 

 

  Priceless..

 

I Las Galettas teamede vi op med Amigox. Så kan vi igen sammen - og alligevel hver for sig - forberede det store stræk over Atlanten. I skrivende stund regner vi stadig med at besøge Kap Verde øerne. Der er dog Dengue fever epedimi på nogle af øerne, og hvis den breder sig sejler vi forbi. Inden den store pyt skal krydses skulle vi dog bestige El Teide, som er Spanien højeste top og eneste subtropiske højalpine område i Europa (de kanariske øer burde vel egentlig høre til Afrika). Der er mange specielle dyre og plantearter, der kun findes her. Vi snød og kørte op med en kabinelift, således at vi kun skulle gå fra 3555m til 3718m til Teides summit. Inden havde vi dagen inden været i Santa Cruz og fået tilladelse til at gå hele vejen op. Der må kun gå 4 hold af 50 mennesker op til toppen hver dag. 

 

 Vi er klar. Det varme tøj er fundet frem. Der er få grader varmt på toppen.

 

  Vue ned mod kabineliftens bjergstation hen over størknet lavastrøm.

 

  I det øverste 80 meter brede krater på El Teide damper svovlholdig gas op. Læg mærke til den gule farvning af dele af overfladen. Det sidste udbrud var i 1798. Hold ud lidt endnu!

 

  Vi er på toppen!

 

  Udsigten mod nord. Der var for meget støv i luften fra Afrika til at vi kunne se hele øgruppen, hvilket ellers er muligt. Vi havde dog ikke skydække under os, hvilket ofte er tilfældet.

 

Nu er bådene ellers stort set lastet med proviant og gået minutiøst efter. Fryseren er fyldt, pølser og appelsiner hænger og dingler i kahytten. Mandag (23/11) stuves den sidste friskindkøbte frugt, og så tror vi det bliver den 24'ende vi stikker sydpå for at finde passatvinden. Det bliver rart at komme på søen og være i gang med at komme frem.. Vi er ved at blive lidt rastløse. Kun ungerne håber på massiv havblik, da de så en noget fristende brochure fra et gigantisk vandland. Det er nu et andet vandland der venter os..

 

Vi vil prøve undervejs at sende korte updates over satellittelefonen, så I kan følge op- og nedturene!