Peterhead til Lossiemouth
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Mon 20 Jul 2009 15:33
57:43.4N 03:16.4W
Peterhead to
Lossiemouth
Søndag den 19. juli sejlede vi 6:30 ud af Peterhead
havn efter igen at have fået clearance over VHF'en. Vi sejlede hele vejen til
Lossiemouth for motor i modstrøm og meget let modvind. Vi var først fremme 19:30
efter de godt 50 sømil. Vejret var til tider dejligt med solskin, men byger kom
der også flere stykker af.
Kystlinien er smuk og barsk. Der er klipperev
og høje klipper, men mest dog hvad der ligner dejlige sandstrande. Bagved
rejser landet sig, sine steder med pæne bakker i det fjerne. Vi passerede et rev
med et frisk vrag af en fiskebåd, så man ikke glemmer at fejl straffes hårdt
her. Vi holdt godt udkig når vi her sejlede kystnært. Der er mange
krabbe/hummer tejner lagt ud, der markeres meget dårligt med
små flydere - ikke noget med ordentlige fiskevager, som vi kender det
fra Danmark. I det tilfælde vi får dem i skruen holdes en kniv
klar, men Michael vil da helst slippe for en ufrivillig badetur.
Det ekstra ekkolod Michael satte i båden for at
have to dybdemålinger har en ekstra fordel. Det er et "skrivende" lod der viser
et billede af hele vandsøjlen på vores kortplotter. Vi ser også fiskestimer på
denne måde. Undervejs var der stimer i 10-15 meters dybde på 50 meter vand. Vi
stoppede og fiskestangen gik på tur og alle hentede fine store fede makrel op.10
stk på ingen tid. De blev senere filleteret, stegt og spist i
cockpittet inden ankomst. Maria havde glemt remouladen, og det bliver man
ikke populær på, men ungerne spiste nu alligevel i læssevis.
Inden vi kom frem fik vi igen en kæmpe
delfinoplevelse. Denne gang kom en mindre flok 6-8 stykker forbi i solskinnet.
Det var almindelige delfiner (common bottlenose dolphin), som er ret store når
de kommer helt tæt på. Fantastiske dyr! På et tidspunkt sprang 4 af dem højt op
i luften. Også masser af bowriding lige foran ens næsetip. Inde i Lossiemouth så
vi en båd der sejler på delfinture. Det viser sig at Moray Firth er kendt for
delfinaktivitet og at bottlenose delfinerne her er verdens største (ifølge
første og bedste hjemmeside..) - op til 4 meter.
Indsejlingen til Lossiemouth var noget nyt for
skipper. Der er anført 0.4 meters dybde i indløbet på søkortet. Hertil skal
så lægges det aktuelle tidevand. Der blev regnet tidevand igennem nogle gange,
før skipper var sikker på at vi kunne gå ind. Vi tjekkede også længere ude inden
vi gik ind, at der var det beregnede ekstra vand over kortets
dybdeangivelse.
Folk er utrolig søde og hjælpsomme her i Skotland,
men det er nok heller ikke dumt at være langturssejler, når man skal sludre med
folk. Internetforbindelsen vi skriver fra her fik Michael i stand ved at gå in
på "Steamboat Inn" for at forhandle en pris for adgang til deres trådløse net,
som vi opfanger i båden. Michael fik så bare udleveret koden. Kromutter sagde
blot "Here you go Sweetie". Michael ville høre hvad han måtte
betale. "It's allright,
Darling".
Vi er glade for at cyklerne er med. Vi kommer
hurtigt rundt og ser byen. Vi fylder godt på pontonbroen. Som i Peterhead er der
en låst dør ned til pontonbroerne, og man får en nøgle hos Harbour Master når
havneafgiften betales.
Lossiemouth er en rigtig hyggelig by og vi bliver
et par dage. Vi skal bade på den fine strand øst for byen og håber også at en af
fiskerne vil sælge os nogle hummere.
|