Dag 8
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Mon 17 May 2010 16:59
33:00.84N 59:34.95W 18:00
UTC, 17. maj 2010
Så har vi passeret Bermuda i en små 100 sømils
afstand. Fortsat er betingelserne lidt for lette og i øjeblikket går vi for
motor igen og vi er oppe på 54 timer for motor på passagen. Alt alt for meget
til skippers smag, men ungerne er glade. Der er blevet
spillet Playstation i massevis og set film. Det er aktiviteter der normalt
er stærkt rationeret på passagerne. Vi har dog haft dejlig gennakersejlads
med 8-8.5 knobs fart. Forholdene på turen er altså som ventet langt mere
varierende end på passatpassagen, og det er i grunden mere spændende.
Vi venter i øjebliket på at et let område passerer østover og åbner for vinde
fra syd. Det skulle i nogle dage herefter give god sejlads.
Det er blevet mærktbart koldere, vel godt 5
grader. Dejligt når man skal sove, men pludselig skal der findes fleece
trøje og lange bukser frem til natten eller når det blæser.
Vi lytter ind til Herb (Southbound II), som er en
vejrguru der router sejlbåde på lange passager over HF
radio. Både tjekker ind med position og vejrobservationer og får en
vejrudsigt og råd om rute der kan sejles, således at vind og
strøm udnyttes bedst muligt. Der er et stort sikkerheds- og komfortelement
i at route bådene bedst muligt omkring/igennem hårdt vejr. Vi kan ikke
sende på HF radio - kun modtage. Vi ligger dog ikke så langt fra en engelsk båd,
og kan bruge rådgivningen fra Herb til den båd. Herb holder bådene mere sydpå
end vi havde regnet med at gå. Der er øjensynlig flere systemer med
kulingstyrke nordpå end normalt. Der har også været tilstrækkelig vind
til god sejlads, undtagen så lige nu hvor vi er kommet med op på "landevejen"
østover. AmigoX der sejlede 6 dage før os har ikke brugt motor meget, og
oplever hurtig sejlads.
Vi har endelig set hvaler igen! 3 mindre
kaskelothvaler mødte vi i meget stille betingelser, så vi rigtig kunne nyde de
store mageløse skabninger. Helt enkelt
fantastisk.
Maria er stort set på højkant igen, så vi håber det
holder. Alle andre er i topform og den første uge er gået hurtigt.
Vagtskemaerne har været fleksible, dagligt aftalt mellem Esben og Skipper, selv
om rytmen vi er faldet i nu er fordeling af to 4 timers vagter om
natten. Det går fint på den måde, og der er overskud. Maria tager
ingen nattevagter endnu.
Esben glimrer i køkkenet, og senest i går hyggede
vi med rødvin (ikke Maria) og råmarineret Dorado og grønsager. Maja havde
tidligere på dagen bagt banankage af de bananer
der var ved at overhale os. Life is good!
Hilsner fra
Navigo
|