Indeblæst i West Loch Tarbert
![](/static/images/logos/site-logo.png)
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Wed 5 Aug 2009 13:52
55:50.35N 05:27.11W
Indeblæst i West Loch Tarbert..
Nu sutter det skotske vejr lige lovlig meget, og
mandskabet på det gode skib Navigo drømmer og sydligere himmelstrøg. I Oban
afsluttede vi med to dage, hvor det regnede og blæste
det meste af tiden. Vi fik dog handlet ind i Oban og spist
Fish&Chips ud af papboksen på havnefronten den sidste dag inden det igen så
ud til at blive sejlvejr. Maja og Malthe fik også "hængt ud" og leget
med svenske Bullivar og Kolumbus, fra en rigtig sød Göteborg
familie.
![]() Er man sulten for syden, så er det op kl. 6 i
regnvejr og ganske friskt blæsevejr (2. august). Først skulle sure 6
sømil med vinden i snuden og motor klares, hvorefter vi kunne sejle stik
syd på bidevind. Det holdt op med at regne og sydpå gik det mod et
spændende sted på kortet - Gulf of Corryvreckan. Et smalt stræde mellem øerne
Scarba og Jura. Vi skulle ikke igennem selve strædet, men ville komme forbi
det østlige åbning. Kortet siger:"Very strong and dangerous tidal
streams set through the Gulf og Corryvreckan. During the west-going stream heavy
overfalls may extend as much as 3 miles westward of the entrance to the
Gulf". Så er der ellers strøet godt ud med markeringer for tidevandsbølger
og hvirvler. På en grov dag kan man blive revet godt rundt af kæmpe
hvirvler og falde ned fra stejle søer. Svært at forstå for en dansker, men det
er øjensynlig farligt, og det tages alvorligt af de lokale sejlere. Her
kommer man ikke når strømmen løber kraftigt og det blæser. Vi sejlede forbi
indløbet ved "slack", hvor strømmen vender, så der hvar ingen action at
se..
![]() Midt på eftermiddagen døde vinden ud og vi var nået
til Gigha Island, hvor vi kunne fortøje til en af 11 udlagte bøjer.
![]() ![]() Skøn stille lun aften med gode rump steaks fra
skotsk langhåret kvæg købt af økobondemanden på øen Kerrera (Oban
Yacht Marina). Nu er alt godt...når man glemmer næste dags
vejrudsigt..
Næste morgen vågner vi med masser af vind og lidt
for meget gyngen. Lidt ude er superyachten "Le Grand
Bleu" opankret i løbet af natten. Vi har en Zodiac gummibåd, det
har han også, men den var noget større... Ligesom den sejlbåd og motorbåd
der stod på dækket af "Le Grand Bleu". Vi har så heller ikke nogen helikopter..
Sådan er der lidt forskel på folks legetøj..
Vi tog chancen og sejlede sydpå mod
Irland, selv om vejrudsigten sagde styrke 5-7 (dvs. 8-17 m/s). Vi ville
komme helt fri af kysten senere, så kunne vi se om det var styrke 5 og
om de 3 timer over The North Channel ville være mulige uden for mange klø. Det
gik ikke.. der var for meget vind. På noget af passagen ville bølgerne i North Channel løbe op mod 3 knobs
modstrøm, som rejser søen og giver ubehagelige stejle bølger.
![]() Vi valgte plan B, vendte om, og sejlede til
West Loch Tarbert. Helt ind i bunden i mest mulig vind- og bøgelæ. Her ligger vi
nu og kan sove trygt og godt. Kun er Maria vældig utålmodig... Vi kan
komme afsted i morgen, torsdag, og fredag skulle det blive ganske let
vind
Vi bruger tiden på lidt reparationer. Maria
syer på sprayhood'en, som åbenbart er syet med en tråd der ikke er UV
stabil og derfor nu falder fra hinanden. Michael fandt endelig den fejl
(løs forbindelse) på varmeanlægget, der har drillet. Vindmåleren er også
røget, og her ser det ud til at det er enheden i mastetoppen der er defekt
efter længere fejlfinding.
Vi holdt i går første skoledag på båden,
selv om skolen ikke er startet endnu i DK. Efter nogen overtalelse kunne ungerne se fidusen ved at bruge en kedelig
regnvejrsdag til skole mod at bytte til en senere fridag på et noget
sjovere tidspunkt.
Hej fra alle på Navigo!
|