Atlantkrydsning - afsluttet
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Fri 11 Dec 2009 20:59
13:05.36N
59:36.78W
16 dage 18 timer
2651 sømil
Gennemsnitsfart 6.6 knob
Vi ligger i Carlisle Bay ved Barbados og vugger for ankeret. Den
sidste del af turen foregik med rasende fart, og vi satte ny Navigo rekord ned
af en bølge med 12.9 knob. Ikke fordi vi pressede båden - og vi gik da også
hele tiden for autopilot - men fordi vi havde de dejligste søer at kane ned
af.
Vi måtte ligge et par timer og vente på lyset udenfor Bridgetown Deep Water
Harbour. Kl 6:00 gik et stort krydstogtskib ind og vi fulgte efter, da
slæbebådene havde lagt det på plads. 3 timer senere var tre kontorer - Health,
Customs og Immigration - besøgt og vi kunne stryge signalflag Q efter
endt indklarering.
Herefter var det bare at smide krogen over kridhvidt sand tæt ved
AmigoX, der kom frem 16 timer før os, og hoppe i det klare varme vand. På den
første snorkeltur så vi blandt andet to havskildpadder og de mærkligste
fuglefisk. Lidt længere henne i bugten ligger en Marine Park med vrag, som
skal udforskes de kommende dage.
Vi er meget glade for passagens forløb, hurtig og uproblematisk, og en
kæmpe oplevelse!
Nu skal vi bare nyde Barbados frem til den 26. december, hvor venner fra
Danmark kommer. Vi glæder os til begge dele.
Vi skal lige finde et ordentlig net, så følger en opdatering af bloggen med
billeder fra atlantkrydsningen.
Hilsner fra alle ombord på Navigo
|