Atlantkrydsning - dag 17
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Thu 10 Dec 2009 16:12
13:31.49N
57:24.36W
10/12, 14:00 UTC - Dag 17 (16 fulde døgn
sejlet)
De seneste to døgnmål: 162 og 176
sømil
Så skete det - Blue marlin i båden! I går eftermiddags susede vi
afsted med 7.5 knob i snit med teaser og 5 liner ude (tre håndliner og 2
stænger), da et af hjulene skreg. Vi rullede genoaen ind og skar op
så storen delvis blafrede. Med farten reduceret fjernede vi
de andre liner og kunne begynde at arbejde den krogede fisk ind til
båden. Fisken gav en god fight, og da den omsider kom ind
til båden kunne vi se det var en marlin. Den var dog slet ikke færdig, og
tog flere mindre udløb og sprang ud af vandet flere gange. Inde ved båden var
det ved et par lejligheder nervepirrrende at holde den væk fra roret, men til
sidst kunne vi gaffe det imponerende dyr og trække den op i
cockpittet. Endelig fik Michael sin fisk, der var længere end ham
selv. 2 meter lang omtrent, men så blot 12 kg. En
superstærk slank hurtigsvømmer. Dagens ovnret
blev komponeret med marlin i hovedrollen - meget lækkert! Vi har nu
masser af kød i fryseren.
I dag kommer AmigoX ind til Bridgetown, Barbados - og vi følger efter i
morgen. Det bliver fantastisk. De sidste dage synes vi at søen ofte har været
rodet og ubehagelig at sejle i, idet båden kastes fra side til side i et
uregelmæssigt mønster. Det trætter. Lige nu har vi dog rigtig gode bølger
til at surfe mod målet. De sidste par timer med en gennemsnitsfart på 8.2
knob i de 12 m/s. Vores fartrekord har ved samme lejlighed i en surfetur
fået et nøk op til 12.2 knob (over grunden) - så hyler tøsen (her tænker skipper
altså på båden) herligt. Totalt set ser det ud til at vi får en meget
hurtig passage på under 17 døgn. Det på trods af det tidlige tidspunkt for
atlantkrydsningen, hvor passatvinden ikke er så godt etableret som
senere på sæsonen. Vi kommer til at holde båden lidt tilbage senere, hvis vinden
ikke aftager, og så sejler vi med det første lys ind til Bridgetown i morgen.
I går passerede vi en fransk båd (11meter lang), som var ude på sit 21'ende
døgn. Den anden sejler vi ser på turen. De havde det problem, at der ikke
var mere papir til den rigelige tobak. Det kunne vi ikke rigtig hjælpe med.
Så er der langt til Martinique...
Hvor skal det blive dejligt at se land igen, få klaret indklarering og
i morgen aften gå til ro med en hel nats søvn foran sig!
Hilsner fra Navigo |