Sejlturen til Carriacou - eller en lystfiskerhistorie..
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Wed 20 Jan 2010 13:23
|
12:27.37N
61:29.14W
Carriacou
Den 18. januar vågnede vi efter en glad
eftermiddag/aften på den yderst enkle strandbar ved Hog Island. Vi havde gjort
god brug af vikingespillet (kubb) på stranden og fået mad, øl og rom punch til
den levende reggae om aftenen. Masser af glade cruisere til den traditionelle
søndagsbarbecue - masser af gamle og nye venner.
 Så er der lokal
mad..Vi skulle sejle videre mod Carriacou og forberedte
båden. Turen kunne forventes at blive noget bumpy, når vi senere lagde Grenadas
læ kyst bag os og stak næsen udenfor til de større bølger og sidestrømmen mellem
øerne.
 Grenadas vestkyst lige
nord for St. George'sDer var lidt byger op langs Grenada, hvor bjergene
får dannet spredte bygeskyer. Da vi kom fri af Grenada, fik vi den skønneste
sejlads på kryds med et reb i storen og lidt rul på genoa. Som det egentlig skal
være - masser af sol og varme - og som det stort set er hele tiden herude. Selv
bølgerne var ikke slemme og vi nød at tygge os nordpå, selv om vi knapt kunne
holde Carriacou oppe. Men skidt - vi var kommet afsted i god tid og kunne jo
bare senere gå over stag og sejle ind mod ankerpladsen ved Tyrrel
Bay på bagbord halse. Men nu høvlede vi opaf på kurs 25 grader, med to liner
ude...
 Drengene bøffer lidt
ureglementeret.. Der slappes af, men
fiskestængerne arbejder En katamaran passerer med
kurs sydoverHvor kom vi fra?.. Nå ja.. Vriiiiieiiieiiehhh...
Noget stort har taget den ene line. 200 meter er flået af hjulet inden vi
har rullet genoaen ind, slækket storen og startet motor i tomgang. Det er en
meget stor Dorado eller Bull Mahi Mahi som de helt store hanner kaldes. Den
springer højt ud af vandet og lander med mægtige plask langt ude. Hver gang
frygter man det værste, men den hænger på. 20 minutter senere er linen efter
hidtil uset hård fight vundet ind og vi har det prægtige dyr 15 meter ude
og vi finder så småt gaffen frem. Så er det pludselig slut uden advarsel. Måske
har de mange spring slidt krogen mere og mere ud. I hvert fald ryger fisken
af
krogen på et ellers ukritisk tidspunkt, og alt vi
har tilbage er en sveddryppende skipper og noget video. Og så
oplevelsen! Vildt. Smukt. Uvirkeligt. Alle gloser vi hitter frem, og underligt
nok er skuffelsen til at bære, for oplevelsen er så
stærk.
Ungerne taler om, om vi får chancen for så stor en
fisk igen - vi gætter jo 15kg+. "Det gør vi!", siger optimistiske skipper og
positive skipperinde. Vi får ret..
Med 6 sømil til Tyrrel Bay er AmigoX gået over stag
og vi vil en tand længere før vi slår (betyder blot at vende). De kom tæt forbi
da vi fornøjede os med Doradoen, og vi havde dem i VHF'en for de ville jo høre
hvad vi rodede med. Så skriger hjulet på den anden stang og linen høvler
af...
"Det er vist en tun!" Fisken er gået i dybet og
synes den skal blive dér. Det gør den så i tre kvarters tid, alt imens skipper
bliver mindre og mindre kry. På den gyngende agterperron svedes tran under det
konstante træk, der skal ydes for at holde tunen i skak, og langsomt vinde line
fra den. Så kan vi endelig se glimt i dybet - sølv og blå farver. Men op vil den
ikke. Et kvarter mere går på den måde, fisken tager lidt line med sig
i dybet og det vindes langsomt tilbage. Maria må fra tid til anden køre
båden lidt frem når tunen går ind under båden. Både bælte og skulderharnisk
- til at støtte stangen og aflaste armene - er sat på skipper, og det
hjælper, men efter mere end en time er fiskeren virkelig træt. Det må briste
eller bære. Bremsen sættes endnu hårdere (linens brudstykke er 57
kg) og der lægges de sidste kræfter i. Fisken giver sig og vi har den
pludselig i overfladen, hvor den kommer ind til hækken. Maria får endelig gaffen
i efter lidt forsøg og skippers råbende instruktioner, Maja overtager stangen,
og gaf nr. 2 sættes i tunen, hvorefter vi i fællesskab kan trække fisken op i
båden. En yellow fin tuna.
 Skipper i big game mundering.. Vores 50 kg vægt slår
ikke til...55-70 kg??Efter at vores 75% rom fra Grenada har taget livet
af dyret (hældes i gællerne) er der "familie high five". Så kommer arbejdet med
at behandle fangsten med respekt. Store klumper skært tunkød finder vej til
fryseren.
 Her føler skipper sig som
grønlandsk fanger!Det er mørkt da vi når ind i bugten og dropper
ankeret ved siden af AmigoX. De har tilbehøret klar, og vi lynsteger de ondeste
tunbøffer og vi spiser til vi ikke kan rokke med ørerne.
Næste morgen sejler Malthe og Michael rundt i
bugten til de andre både for at "trade" lidt. Her får vi ud over lidt penge både
øl, vin, whiskey samt dåser med kokosmælk og baked beans - plus en hyggelig
sludder. "Kiloprisen" på "prime cut tuna" er i bund, og humøret i top.
Hilsner fra Navigo
|