logo Navigo - Caribien tur/retur
Date: 19 Jun 2010 18:58:34
Title: Dag 6

46:04.30N 16:26.80W    18:00 UTC, 19. juni 2010
 
Dejligt vejr med en hel del sol herude i højtrykket. Vi har været nød til at motorsejle en hel del og er nu oppe på 39 timer for motor siden Ponta Delgada. Når vi sejler for sejl er det ikke for fuldt tryk, og det er ret afslappende. Man skal bare slappe af og ikke stresse for at komme i havn hurtigt. Enten har der været vind til at kunne glide med ned til 3-4 knob, eller også har det været helt dødt. Lige nu er vinden tilbage fra NNV og vi sejler 5.5 knob direkte på Falmouth i sol og beskeden sø. Der bliver læst bøger, spillet spil og sovet ordentlig ombord. Det er slet ikke fordi de andre passager har været hårde, synes vi, men denne er det rene afslapning. Malthe er lige kommet ned fra riggen, hvor han har hængt i bådsmandsstolen i en time. 
 
Vi har fanget 3 Albacore tun på 2, 2 og 12 kg. Især den sidste fylder nu godt op i fryseren, og vi har til det traditionsrige "Oceanfisk på 5 måder måltid" med AmigoX, når vi kommer frem. I går stod menuen på letstegt tun marineret i soya og ingefær. Det var samtidig skipperfruens og skippers bryllupsdag, så vi fejrede med portvin efterfølgende.  
 
I højt solskin i morges kom en stor finhval lige mod os forfra, mens vi i blikstille sejlede for motor. Sådan en fyr svømmer stærkt, og når den trækker vejret larmer det betragteligt. Vi trak lidt til siden og hvalen dykkede få meter fra os. Den blev vel skræmt af os og ville vel ikke sejles ned. I det klare vand kunne man skimte den glide ned. Absolut mageløst..
      
Hilsner fra
Navigo

Diary Entries