Dag 12

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Fri 21 May 2010 16:59
35:26.53N 49:06.18W    17:30 UTC, 21. maj 2010
 
Godt sejlvejr nu giver mange sejlede sømil. Vi har sejlet med mellem 7 og 8 knob i de sidste to dage. Lidt bumpy, og vi glæder os til snart at få lidt mere slæk på skøderne. Vejudsigten fremover er lovende.
 
Vi har haft en nabobåd, engelske Indaba, indenfor VHF rækkevidde gennem næsten to døgn. De er gået mere nordligt end os og vi kan ikke længere kommunikere. Ellers rigtig hyggeligt. Vi holder os nede ved 35 grader bredde og afventer udviklingen af et usædvanligt lavtrykssystem der dannes nær Bermuda. Der har været 4 store fragtskibe forbi - sikke en trafik!
 
Vi landede en dejlig albacore tun på 7.5 kg. Så vi har fået sushi i forgårs og mægtige tunbøffer med flødekartofler i går.
 
Humøret er højt i det dejlige solskin, og halvvejspandekager indtaget til formiddag med en dags forsinkelse grundet søgang. 
 
Siden sidst er eneste nedbrud brusehovedet der agerer hane på toilettet. Malthe holdt fast i det i søgangen og det holdt det ikke til. Han trækkes naturligvis i sine lommepenge.
 
Hilsner fra
Navigo