Dag 8

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Mon 17 May 2010 16:59
33:00.84N 59:34.95W    18:00 UTC, 17. maj 2010
 
Så har vi passeret Bermuda i en små 100 sømils afstand. Fortsat er betingelserne lidt for lette og i øjeblikket går vi for motor igen og vi er oppe på 54 timer for motor på passagen. Alt alt for meget til skippers smag, men ungerne er glade. Der er blevet spillet Playstation i massevis og set film. Det er aktiviteter der normalt er stærkt rationeret på passagerne. Vi har dog haft dejlig gennakersejlads med 8-8.5 knobs fart. Forholdene på turen er altså som ventet langt mere varierende end på passatpassagen, og det er i grunden mere spændende. Vi venter i øjebliket på at et let område passerer østover og åbner for vinde fra syd. Det skulle i nogle dage herefter give god sejlads. 
 
Det er blevet mærktbart koldere, vel godt 5 grader. Dejligt når man skal sove, men pludselig skal der findes fleece trøje og lange bukser frem til natten eller når det blæser.
 
Vi lytter ind til Herb (Southbound II), som er en vejrguru der router sejlbåde på lange passager over HF radio. Både tjekker ind med position og vejrobservationer og får en vejrudsigt og råd om rute der kan sejles, således at vind og strøm udnyttes bedst muligt. Der er et stort sikkerheds- og komfortelement i at route bådene bedst muligt omkring/igennem hårdt vejr. Vi kan ikke sende på HF radio - kun modtage. Vi ligger dog ikke så langt fra en engelsk båd, og kan bruge rådgivningen fra Herb til den båd. Herb holder bådene mere sydpå end vi havde regnet med at gå. Der er øjensynlig flere systemer med kulingstyrke nordpå end normalt. Der har også været tilstrækkelig vind til god sejlads, undtagen så lige nu hvor vi er kommet med op på "landevejen" østover. AmigoX der sejlede 6 dage før os har ikke brugt motor meget, og oplever hurtig sejlads.
 
Vi har endelig set hvaler igen! 3 mindre kaskelothvaler mødte vi i meget stille betingelser, så vi rigtig kunne nyde de store mageløse skabninger. Helt enkelt fantastisk.        
 
Maria er stort set på højkant igen, så vi håber det holder. Alle andre er i topform og den første uge er gået hurtigt. Vagtskemaerne har været fleksible, dagligt aftalt mellem Esben og Skipper, selv om rytmen vi er faldet i nu er fordeling af to 4 timers vagter om natten. Det går fint på den måde, og der er overskud. Maria tager ingen nattevagter endnu. 
 
Esben glimrer i køkkenet, og senest i går hyggede vi med rødvin (ikke Maria) og råmarineret Dorado og grønsager. Maja havde tidligere på dagen bagt banankage af de bananer der var ved at overhale os. Life is good!
     
Hilsner fra
Navigo