Lossiemouth - Inverness

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Thu 23 Jul 2009 17:44
57:29.73N 04:14.17W
 
Lossiemouth - Inverness
 
Lossiemouth var en rigtig hyggelig by, så der blev vi 3 dage. Vi fik badet på begge sider af havnen på dejlige sandstrande med gode bølger at lege i.
 
 
 
Den ene gang var efter en god cykeltur forbi en kæmpe golfbane ud til en fyrtårn, og på tilbagevejen spiste vi frokost, hvor den skotske nationalret Haggis blev testet (på den ene tallerken). Det smagte faktisk helt ok, selv om det visuelle indtryk ikke svinger sig højt op. 
 
 
De cykler er guld værd!
 
 
 
 
Loosiemouth med havneindløbet til højre i billedet.
 
Inden vi sejlede fik Michael handlet med et par fiskere, der kom ind i en lille båd. 5 hummere for 20£. Rådet mht. opbevaring var at lægge dem i køleskabet. Så Navigos ekstra køleskab, der også er fryser, og tiltænkt de tun vi senere forhåbentlig fanger, kunne indvies på fineste vis.
 
 
Turen til Inverness skulle planlægges så tidevandet ikke var os for meget imod. Ved Kessock Narrows lige inden Inverness løber strømmen 6 knob udad som stærkest. Desuden kunne vi ikke afgå Lossiemouth før vi gik noget mod højvande. Det var en oplevelse at sejle ud af havnen, for Harbour Master (ham havde vi talt meget med) havde taget opstilling i ny skjorte med pressefolder og blændende hvid kasket og vinkede farvel. Det blev motor igen hele vejen. Sol, skyet og med nogle meget lokale kraftige byger. Vi fangede lidt makrel, og ungerne læste Anders And (tak Hannelore og Niels) og hyggede og slappede af..
 
 
Da vi næsten kom til Inverness var der masser af sæler oppe på stranden og omkring båden. De ser ret skægge ud når de stikker hovedet op og tjekker op på situationen. De kommer ikke så tæt på båden, men holder gerne mindst 50-100meters afstand. Lidt senere fik vi igen besøg af to bottlenose delfiner ("almindelige" delfiner). Det fjerde stræk på turen - det tredje med delfiner!
 
I Inverness lagde vi os ind i den nye Marina, med fine flydebroer. Broerne holdes på plads af store stålrør, som går igennem brosektionerne. Ved lavvande stikker rørene omkring 5 meter op i luften..
 
 
Aftensmåltidet var hummer tilberedt enten dampet eller gratineret med smør og hvdløg i ovnen. Sidstnævnte vandt. Kraft og smag, og sikke de mættede.. Vi måtte drikke rigeligt med Cremant for at kæmpe os igennem;-)