logo Navigo - Caribien tur/retur
Date: 17 Apr 2010 19:12:15
Title: British Virgin Islands

18:25.80N 64:26.70W    (The Baths)
 
British Virgin Islands (27/3-1/4)
 
Efter en dejlig natsejlads ankom vi om morgenen til Virgin Gorda, som betyder "fed jomfru" og var Columbus's navn til øen. Vi lagde os med AmigoX for mooringbøjer ud for the Baths, der har nogle helt fantastiske klippeformationer. Det ser ud som om en kæmpe har "leget legoklodser" med enorme afrundede klippeblokke, der er placeret oven på hinanden. En spændende gå/klatretur igennem stenbloklabyrinten venter i land. 
 
 The Baths fra ankerpladsen
 
  Så er der oplevelsestur... Berit og Ole har besøg af datter Julie og kæresten Christian
 
 Mellem klippeblokkene laver solindfaldet flotte effekter
 
  The Baths var noget vi aldrig har set magen til..
 
  Malthe på sten i Devils Bay efter turen gennem The Baths. Den var sjov at hoppe fra.
 
Et par dage efter sejler vi til Drakes Anchorage, stadig på Virgin Gorda. Her ligger man på sandbund i det turkise vand bag et stort rev. Vi var inde og vade/snorkle på revet, hvor bagsiden er lavvandet sandbund. Her var derfor et andet dyreliv med nye planter og snegle/muslinger/konkylier. Vi ser også skildpadder og en stor nurse shark på det lave vand på revet. Ellers leves livet langsomt ombord og stakken af læste bøger øges.
 
 
 
  Rart at få lidt privat teenageliv
 
  Et gammelt legetøj blev genoplivet
 
  Tøser fra to besætninger. Fra en af de mange fællesspisninger (Julie, Maja, Maria, Berit)
 
Næste dag sejlede vi det lille stykke op til ankerpladsen ved The Bitter End, hvor vi snuppede en enkelt overnatning. Om aftenen ville Malthe natfiske, og det endte da også med at den løst indstillede bremse gav lyd fra sig. Det var en fin lille haj, som sikkert kunne have været velsmagende. Vi spiser dog kun heroppe i det nordlige Caribien nogle få arter, som er fanget til havs. Revfiskene og rovfisk der jager revfiskene kan være giftige. Sygdommen Ciguatera er ikke til at spøge med - ganske ubehagelig og langvarig. Ikke noget vi har brug for, hvor vi langt ude skimter en tur tilbage over Atlanten.
 
  Smuk skabning. Hajen blev nænsomt genudsat.
 
Herefter gik turen til Norman Island (stadig BVI) til The Bight. Denne lille bugt var helt oversået med mooringbøjer, men vi var ikke for vilde med prisen på 25 USD det kostede at bruge dem. Med AmigoX klemte vi os derfor ind i et lille hjørne for egne ankre.
 
  Vi ankrer tæt
 
Under båden ser Maria og Malthe inden længe både en spotted eagle ray og en barracuda, og det nyindkøbte (St Martin) kamera kom på sin første prøve.
 
  Spotted Eagle Ray
 
  Barracuda
 
  Stingray
 
  Malthe lever i vandet..
 
En stor konkylieskal kom op på båden til inspektion og ungerne kunne ryste adskillige småfisk ud. Lidt senere kom den fineste lille blæksprutte ud af sit skjul.
 
  Fordi man er lille kan man godt være lidt grøn..
 
På Norman Island fandt folk fra Tortola tilbage i tiden en større sørøverskat. Legenderne er mange om betydelige skatte gemt omkring på øerne af de pirater der huserede i området. Malthe fandt sin skat under båden - en 20 dollar seddel, der bare skulle tørres. Omkring hjørnet lå Treasure Point med grotter ind i bjerget og et rigtig godt snorklested. Vi kunne nyde synet af masser af fisk og svømme ind i grotter til det blev næsten helt mørkt. 
 
  Dinghyerne parkeres ved en udlagt flydeline
 
  Under vandet er der sværme af fisk
 
  Blue Tangs
 
  French Angelfish
 
  Spanish Hogfish
 
  Stoplight Parrotfish supermale med to Sergeant Majors
 
  Under en klippe - en Squirrelfish i en stime af Glassy Sweepers
 
Den 1. april glider vi tidligt ud af The Bight med kurs sydover mod St.Croix. Her skal vi hente Farmor og Farfar, der skal sejle med på Navigo frem til 19. april. 
 
Senere den 9. maj kommer Esben, en god surfkammerat og trænet sejler - han er forstærkning til turen østover til Azorerne. Dagen efter den 10. maj rammer vi Atlanten. På Azoerne kommer Mormor og Morfar forbi. Tiden herovre i den stabile vind og varme er ved at være brugt op. Vi er så mange oplevelser rigere, og er enige om at turens varighed er rigtig for os. Vi begynder så småt at tale om alt derhjemme, og begynder at glæde os til at se egne breddegrader igen. Inden vi ser Danmark igen er der dog lige en masse sømil der skal sejles, og endnu flere oplevelser der skal opleves..
 
Hilsner fra Navigo
 
 
 
 
 
 
 

Diary Entries