Løgstør - Peterhead (Skotland)

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Fri 17 Jul 2009 06:45
57:29.70N 01:46:00W
 
"Sejler I snart"? "Ja, vi afgår om en lille time". "Hvortil"? "Skotland". "Nå, altså til Thyborøn i dag"? "Nej, vi tænker nu på at sejle forbi og fortsætte over Nordsøen". "...Aha..." Sejt lød det fra os, der intet har at have det i.. Vores hidtid længste stræk foran os, og vi vælger at starte fra Limfjordens midte. Vores båd havde imidlertid meldt sig ind blandt langtursbådene, og var ved Løgstørs kaj blevet øjet af andre sejlere og almindelige turister. Vindror, masser af antenner og bimini'en (fastmonteret solsejl over cockpit) talte tydeligvis klar tale. Flere var nysgerrige, og det var let at få en hyggelig sludder. I Løgstør lå tilfældigvis også nogle, der har mere end udstyret. Vi talte med Flemming i Argonavis, der med sin familie er retur efter 2 år i Caribien i deres flotte hjemmebyggede betonbåd. 
 
Nå, men nu var der et vejrvindue foran os, der ifølge både PassageWeather og Ugrib ville give os gode betingelser med vind fra sydlige retninger. Med vores forventede hastighed ville det passe med ankomst i Peterhead fredag morgen, hvis vi kom forbi Thyborøn midnat til onsdag. Mindre end 24 timer efter vi anduvede Løgstør sejlede vi derfor afsted igen med alle vand- og brændstoftanke fyldte. Vi havde regnet med at kunne tage det roligt, mens vi skulle vente på godt vejr til passagen, men afsted gik det 15:30 tirsdag den 14. juli. Inden da havde Løgstør set Maria på nyindkøbt foldecykel med en rygsæk på maven, én på ryggen og en pose på styret, da vores proviant skulle skaffes. Maja tog også turen, og ungerne nåede såmænd også ishuset, mens skipper rettede lidt på riggen, der havde givet flere lyde fra sig end sidste år. 
 
Ud af Limfjorden gik det for motor i svag luft fra SV, mens forskelligt udstyr blev bragt helt i orden. Tid til sjov og pjat, og ungerne boltrer sig i bådsmandsstolen og på bommen. Flere meterbrede bælter med vandmænd skulder i skulder var underholdende, og så var der de to sæler der stak hovedet op ved Livø.
 
 
 
23:30 var det farvel til Thyborøn og goddaw til et stille Vesterhav. Med alle klude oppe og støttemotor gik vi ud, og kom igennem trafikken nær land. Vi fik et skoleeksempel på at ikke al kommerciel trafik overholder deres vigepligt overfor "turister", da vi måtte ændre kurs for at undgå kollision med et lille udenlandsk lastskib. Skolemester Boe fik MARITJE BENITO i tale på VHF'en, og kunne spydigt ønske dem god tur og forslå dem "to keep at better look out". Via AIS kan vi se detaljer om de store skibe på kortplotteren. Vi sender også selv vores detaljer, ud over at have korrekt lanterneføring og et massivt radarekko, så man skal være godt stiv for ikke at se os. Men man skal jo være villig til at ændre lidt på sin kurs... Vi ved at det er sådan, og især sydpå.. Ikke noget at miste sit gode humør af! (der refereres til dagbilledet ovenfor..)
 
Kl. 3.00 røg genakkeren op og motoren blev stoppet. Det var lyst nok selv om der stadig var længe til solopgang.
 
 
Herefter øgede den lovede vind fra SSØ. Ved 9-tiden bjergede vi genakkeren i 10 m/s - "piece of cake" med snufferen (strømpe man trækker ned over sejlet, så de 95 m2 spilerstof let tæmmes). Herefter gik det for forskellige varianter af fuld eller rebet genoa og storsejl. Vejret var solrigt, selv om vi fik en kortvarig god tordenbyge med masser af vand. Flotte lyn og en noget trykket Maja. Bimini'en er perfekt til sådanne forhold også - vi sidder godt og tørt på nær i vindsiden.
 
Rytmen indfandt sig med til tider trætte forældre, der snupper en lur på skift, og nær hyperaktive børn, der til tider egentlig virkelig trænger til buksevand. Der bliver læst højt, tegnet og leget igennem. Ind imellem bliver man lidt stille når søsygen melder sig. En lille tur med spanden og man er så god som ny. Michael har prøvet at være søsyg for første gang i sit liv. Meget kortvarigt, mildt og langt fra brækspanden, men naturligvis en ganske væsentlig begivenhed. Der skal ikke nørkles rundt med for meget læsning eller aktiviteter med teknikken nedenunder hvis man er presset på søvn. Ret cool er det, at ingen egentlig har pivet over søsygen (jeg tænker her på dem der "ofrede" - ikke Michael). Søsygemidlerne ligger stadig urørte hen og vi skal jo lige vænne os til søen..
 
 
 
Og så kom de... Nordsøens kæmper i stål - boreplatformene. Imponerende! 500 meters afstand skal der holdes, men så tæt bragte vores rute os ikke. Der er meget aktivitet derude ved de enkelte felter, med serviceskibe og helikoptere i luften til tider. Fantastisk at der lige herude fra dansk, norsk og engelsk side (det område vi sejlede igennem) hentes så meget sort guld og gas op.. Det bliver ikke ved..
 
 
Andendagen torsdag var perfekt med god vind fra SSØ -SSV og Navigo pløjede sig videre.. Hydrovanen (vindroret) var til gengæld ikke så overbevisende - måske sprayhood og bimini er i vejen med den relative vind ind 30-40 grader forfra? Den kunne sagtens styre båden, men slingrede for meget. Her skal der testes lidt, ved forskellige vindretninger, og vi ville bare over. Så Professor Boes (Michaels far) autopilot stod for - i kombination med den meget batterikapacitet er det en god cocktail.
 
 
 
Og endelig.. Delfiner! Natten til torsdag havde Maria og Michael haft besøg af en delfin. Ungerne var ikke til at få liv i. Men nu torsdag eftermiddag/aften i den aftagende vind, hvor vi gik for motor fik vi tre gange besøg af mellem 2 og 4 delfiner pr. gang. Det var ikke de samme dyr, og hver gang blev de ved båden i 5-10 minutter. De lavede "Bowriding" bare 1½ meter under os, når man lagde sig ned på dækket i stævnen. Man kunne næsten nå! Delfinerne yndede også at komme for fulde gardiner op langs båden og ind under stævnen. En enkelt gang sprang en af dem helt ud af vandet. Utrolig graciøse og kraftfulde på samme tid. Frem med den indkøbte field guide "Whales, Dolphins and Seals", og ja der var ingen tvivl - det var White-beaked Dolphins. Majas længe ventede ønske var allerede gået i opfyldelse (narj, ikke helt - vi skal svømme med dem..), men alle ombord var nu stærkt betaget af de smukke dyr. Billeder gør sig slet ikke. Vi optog video som kan ses på www.123hjemmeside.dk/videofranavigo
 
 
Solnedgangen var smuk over en nær blikstille Nordsø og vi kom til at sejle hele vejen ind for motor.
 
 
Vi sejlede ind i Peterhead havn kl. 6:30 UK-tid efter at have fået clearance over VHF fra Harbour Control. Vi ligger nu trygt og godt fortøjet ved Y-boms flydepontonbro. Herovre er tidevandet noget helt andet end i DK. Humøret er højt efter en så problemfri passage, som vi dårligt kunne have ønsket os bedre. Super er det, at vi på ingen tid er kommet så meget vestpå. Vi glæder os nu til at tage det lidt roligt. Der er meldt kraftig vind og bygevejr fra nordlige retninger de næste dage, så vi bliver nok nogle dage i Peterhead. Hej til alle fra os ombord på Navigo!