14:44.658N 61:10.646W 

Martinique

Vi besøgte Martinique i tidsrummet 18-27. februar. Nu var vi pludselig for en stund tilbage i EU, idet øen jo er fransk. Frem med Euro sedlerne... På nær nogle kortere perioder med engelsk herredømme, er det lykkedes Frankrig at holde fast på øen, siden de udryddede cariberne, den oprindelige befolkning. Man mærker den franske indflydelse, og alle de penge der er strømmet hertil fra Europa. Veje og bygninger er af en helt anden og bedre kvalitet. Desværre syntes vi også lidt, at den franske selvtilstrækkelighed havde fundet vejen over Atlanten. Selvfølgelig er vi bare nogle tudefjæs, der taler for dårligt fransk. Engelsk kommer man ikke langt med på Martinique. Noget af det dejlige franske, som vi havde forventet at finde, var en masse små fortovscaféer med skøn kaffe. Det blev dog en slem skuffelse - om aftenen skete der ikke meget i byerne. Slet ikke i Fort de France, hovedstaden, som praktisk taget lukker helt ned efter mørkets frembrud.

Først gik vi i arbejdslejr i marinaen i Marin i to dage. Vi vaskede, polerede og pudsede til den store guldmedalje. Vi synes, at båden har klaret sig godt igennem rejsen hidtil og ikke er blevet ældet for voldsomt af den meget brug og den barske coktail af salt og sol. Med skinnende båd kunne vi med god samvittighed lægge os ud på ankerpladsen ved Ste. Anne.

  Ankerpladsen ud for Ste. Anne

Malthe og Michael havde et vidunderligt dyk med SNUBA'en på 6-8 meter vand over et meget flot koralrev. Sigtbarheden var turens hidtil bedste, og gør sit til den fantastiske oplevelse det er at svæve over det farverige og levende landskab et koralrev udgør. Langustere taget med snare og fisk skudt med harpun er fortsat et godt bidrag til kosten ombord, og bliver til de skønneste måltider. Vi har en gasgrill på pushpit'en ude agter, som vi flittigt bruger til at grille fisk. 

  En Red Snapper og 3 Stoplight Parrotfish 

Vi sejlede nordpå mod hovedstaden, Fort de France, men besøgte undervejs en lille afsides beliggende ankerbugt Anse Chaudiere, hvor blot 4 andre både lå. Igen havde vi fantastisk klart vand og snorklede og dykkede. Ungerne lokaliserede en blæksprutte, som lå med kroppen gemt i en slags kiste nedsunket i havbunden. Kisten viste sig at være et TV (!), som spyddet fra harpunen satte sig godt og grundigt fast i, da vi skulle have blæksprutte på menuen. 

  Malthe styrer på vej til Anse Chaudiere

  Maja nyder sejladsen. Vores dykkerapparat (SNUBA) med slanger ses på dækket.

  Vi passerede tæt forbi Diamond Rock, som har en interessant historie. Englænderne udstyrede den i 1804 som et krigsskib, og Diamond Rock blev i 18 måneder en pestilens for franske skibe på vej ind til Martinique, før Napoleon kommanderede Admiral Villeneuve afsted for at befri klippen. Det har været noget af et job at betvinge den ugæstfri klippeø.

 Anse Chaudiere

  Blæksprutten sidder på spyddet, som Michael prøver at vriste løs

Fort de France fandt vi ikke ret spændende og ankerpladsen var meget urolig. Vi droppede planen med at leje bil sammen med Bernd fra Traumjäger, for det var mere end dobbelt så dyrt end vi er vant til. Vi tog herefter et par nætter ved Anse a l'Ane, hvor der var dejlig roligt, undtagen når de små færger fra Fort de France ankom og sejlede igen. 

Ungerne sejlede fra Fort de France til Anse a l'Ane med tyske singlehander Bernd ombord på hans katamaran. Om aftenen fik de ham sørme også overtalt til, at de skulle bage kage, så de kom sent hjem den dag.

 Malthe i tramjägers mast. Just for the fun of it!

  Malthe og Maria laver pandekagedej

 Warning! Teenager ombord... (grill i baggrund)

Sidste stop på øen blev St. Pierre oppe nordpå. Denne by var frem til 1902 kendt som Little Paris og var for den tid overmåde avanceret. Byen var dengang hovedstaden på Martinique. Rigdommen kom blandt andet fra de mange plantager på de frugtbare skråninger op mod vulkanen Mt. Pelée ovenfor byen. 8. maj 1902 åbnede Mt. Pelées ene side sig og udspyede en kæmpe ildkugle af overhedet gas, som blæste ned over byen. Alt hvad der var tilbage af byen efterfølgende, var rygende ruiner. 30.000 menesker blev udslettet, og i byen overlevede kun én person, tugthusfangen Cyparis, der var indsat i en kældercelle. 12 skibe på reden brændte og sank, og udgør en dykkerattraktion i dag. Et enkelt skib kunne humpe væk, ilde tilredt og med få overlevende.

Vi så byens fine museum om byen før og efter katastrofen. Desuden ligger dele af ruinerne bevaret, blandt andet byens teater og Cyparis' kachot. 

 Mount Pelée set fra Navigo ud for St. Pierre

  På gåtur i St. Pierre

  Navigo skimtes gennem en restaurant

Hilsner fra

Navigo