Bequia
Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Thu 11 Feb 2010 14:29
|
13:00.124N 61:14.543W
Bequia
Bequia var vores sidste stop i St. Vincent &
the Grenadines (120.000 indbyggere) for vi springer hovedøen St. Vincent over.
Vi kan ikke nå alt, og St. Vincent har i øjeblikket et noget blakket ry med for
mange tilfælde af tyveri fra både og meget anmassende boat boys. På
Bequia lå vi i Admiralty Bay, hvor der på gode år ligger 300 både for
anker. Nu var der vel det halve. Krisen kradser. Holdebunden i bugten var
sine steder lidt besværlig, med hård sand iblandet død koral - en
kombination som ankeret ikke nemt trækker sig ned i. Med meget kæde ude
hjælper det, så den gode plads var velkommen.
 Rigeligt med plads på den
gode ankerplads. Et kig op mod byen Et kig ind på stranden.
Det var ikke det store vi fik set inde på Bequai.
Maria tog en god gåtur tværs over øen til Frendship Bay med Bernd fra Traumjäger
og Tarja fra Tavino, men Michaels fod var stadig småkvæstet og ikke til de store
stroppeture. I stedet blev det til en masse snorkling/dykning og socialt
liv ombord på bådene. Med hensyn til det sidste er det faktisk muligt at blive
semistresset, når man skal nå både eftermiddagste m. kage, sundowner
og aftensmad forskellige steder.
 Til fods mod Friendship
Bay  Friendship
Bay Maria og
drømmejægeren i gyngende barstole til en forfriskning inden turen går
tilbage Maja var sammen med veninderne Ona fra finske
Tavino, Celeste fra danske Gvendoline og Annie fra svenske Bonnie. Malthe havde
lidt sværere ved at finde legekammerater, selv om der var en fin dobbelt far-søn
fisketur med Oliver og Kim fra Gvendoline. Til gengæld fik Malthe fisket en del
fra båden, og lært at kaste helt godt. En flot mutton snapper blev landet en
aften og røg på grillen få minutter efter. Et par dinghy ture med far gav
også farvestrålende omend små fisk.
 Taxikørsel med pigerne
(Oona, Celeste og Maja)På Canouan var Michael jo ude med den lokale
fisker, Glen. Her så Michael hvordan hummere kan findes og fanges. Første
problem er overhovedet at finde hummerne, som i virkeligheden på dansk kaldes
langustere. Den engelske betegnelse er spiny lobsters. De har ingen store kløer,
men i stedet to antenner og en masse torne. Der skal ledes efter sten på
bunden, der hviler af på andre sten, således at der dannes en sprække
mellem bunden og stenen. Få gange kan antennerne ses, men hovedreglen er, at man
skal helt ned med hovedet for at kigge ind under stenen. Nu skal man liste
en snare, fastgjort til en pind, rundt om langusterens hale. Langusteren
sidder med halen indad og med hovedet ud mod dykkeren. Det er et
puslearbejde at få snaren på plads, mens langusteren måske flytter lidt rundt på
sig, så det er vigtigt at kunne holde vejret i lang tid. Så trækkes
der i snaren og langusteren farer ud af sit skjul, hvorefter man med en
hanskehånd tager fat i den svømmende languster i snaren og putter den i et
opbevaringsnet. Malthe og Michael fik to dage fanget rigeligt med
langusteren til et måltid. Efterfølgende laves den skønneste hummer
bisque baseret på hoveder og skaller. Vi synes selv vi er blevet ret gode til at
tilberede hummer/languster nu..
Ud over de normale familiesnorkelture fik vi dykket
med komprimeret luft. Først tog Michael en tur med Hannu fra Tavino. Vi brugte
det dykkerudstyr vi har med ombord - såkaldt SNUBA udstyr. Det er en
flydende gummiring med en 5 hestes Honda benzinmotor, der driver en oliefri
kompressor. Luften ledes til to dykkere via slanger, der også tjener til at
trække gummiringen efter dykkerne. Vi kan gå ned til godt 10 meter. Vi havde et
fint dyk, og fandt en flot lodret side med småhuler. Herinde kunne vi se
nogle flotte store snappere, og ude i kanten af en af hylderne en
moppedreng af en languster. Michael hentede snaren i dinghyen, men regnede
med at sådan en gammel languster var for snu. Stor var overraskelsen da snaren
kom på plads, og øjeblikket efter kæmpede Michael for at få kontrol over
langusteren nede på de 8 meter vand.
 Så er der aftensmad. 5
voksne spiste sig mætte i langusterhale. 4 kg vejede banditten. Et fantastisk dyr.
En af antennerne blev revet af i kampens hede. Den størrelse languster har hår
på benene På en af Michaels og Malthes dinghyfisketure drev
vi forbi en amerikaner i en stor 58 fods katamaran. Vi fik en hurtig
fiskesludder, og så undskyldte vi os, for vi skulle hjem til Navigo for
Maria og Tarja fra Tavino skulle dykke med SNUBA'en. Jamen, han ledte jo efter
en diving buddy, havde alt i grej og lånte gerne ud, og så var det en
aftale. Næste dag lavede vi to dyk ned til 25 meter ved Pigeon Island syd for
Bequia. Herudtil "fløj" vi i hans barske store RIB. Det var en kæmpe oplevelse i
super betingelser. På vej retur sejlede vi tæt inde under land ved et sted der
kaldes Moonhole. Her har en anderledes tænkende amerikansk arkitekt på
klippen bygget flere specielle huse. Der er ikke strøm, ingen glas i vinduerne
og rette linier er der ikke mange af. Her kan man få et anderledes ferieophold.
Det første hus blev bygget omkring/i et naturligt hul gennem klippen - det
navngivende Moonhole. Dette hus anvendes ikke mere, for en stor klippeblok
løsnede sig og knuste den heldigvis tomme seng nedenunder. Mens vi suser forbi i
RIB'en fortæller Michael Moonhole historien, hvortil Pete fra South Carolina
tørt siger "Well, that gives a whole new meaning to "Getting stoned on the
Island"".
Maria og Tarja lavede også et dyk med SCUBA udstyr (almindelige lufttanke),
for nu fik Hannu udstyret ud af gemmerne og kompressoren rigget op. Way to
go, Maria! Endelig tog Michael Malthe med ud med SNUBA'en - ingen
problemer. Malthe er blevet som en fisk i vandet. Dykker dybt med snorkel
og kontrollerer sin opdrift fint med komprimeret luft.
Bequai var rigtig svær at forlade. Her var dejligt. Det er der dog stort
set overalt vi kommer frem..
 På vej ind til byen efter forsyninger. Malthe er
styrmand. Malthe udenfor supermarkedet med friskfoldet
græshat med pynt (fisk, fugl og græshoppe) fra markedet til 60
DKKHilsner fra
Navigo |