Sejlturen til Carriacou - eller en lystfiskerhistorie..

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Wed 20 Jan 2010 13:23
12:27.37N 61:29.14W                                
 
Carriacou
 
Den 18. januar vågnede vi efter en glad eftermiddag/aften på den yderst enkle strandbar ved Hog Island. Vi havde gjort god brug af vikingespillet (kubb) på stranden og fået mad, øl og rom punch til den levende reggae om aftenen. Masser af glade cruisere til den traditionelle søndagsbarbecue - masser af gamle og nye venner.
 
  Så er der lokal mad..
 
Vi skulle sejle videre mod Carriacou og forberedte båden. Turen kunne forventes at blive noget bumpy, når vi senere lagde Grenadas læ kyst bag os og stak næsen udenfor til de større bølger og sidestrømmen mellem øerne.
 
  Grenadas vestkyst lige nord for St. George's
 
Der var lidt byger op langs Grenada, hvor bjergene får dannet spredte bygeskyer. Da vi kom fri af Grenada, fik vi den skønneste sejlads på kryds med et reb i storen og lidt rul på genoa. Som det egentlig skal være - masser af sol og varme - og som det stort set er hele tiden herude. Selv bølgerne var ikke slemme og vi nød at tygge os nordpå, selv om vi knapt kunne holde Carriacou oppe. Men skidt - vi var kommet afsted i god tid og kunne jo bare senere gå over stag og sejle ind mod ankerpladsen ved Tyrrel Bay på bagbord halse. Men nu høvlede vi opaf på kurs 25 grader, med to liner ude...
 
  Drengene bøffer lidt ureglementeret..
 
 
  Der slappes af, men fiskestængerne arbejder
 
 
  En katamaran passerer med kurs sydover
 
Hvor kom vi fra?.. Nå ja.. Vriiiiieiiieiiehhh... Noget stort har taget den ene line. 200 meter er flået af hjulet inden vi har rullet genoaen ind, slækket storen og startet motor i tomgang. Det er en meget stor Dorado eller Bull Mahi Mahi som de helt store hanner kaldes. Den springer højt ud af vandet og lander med mægtige plask langt ude. Hver gang frygter man det værste, men den hænger på. 20 minutter senere er linen efter hidtil uset hård fight vundet ind og vi har det prægtige dyr 15 meter ude og vi finder så småt gaffen frem. Så er det pludselig slut uden advarsel. Måske har de mange spring slidt krogen mere og mere ud. I hvert fald ryger fisken af
krogen på et ellers ukritisk tidspunkt, og alt vi har tilbage er en sveddryppende skipper og noget video. Og så oplevelsen! Vildt. Smukt. Uvirkeligt. Alle gloser vi hitter frem, og underligt nok er skuffelsen til at bære, for oplevelsen er så stærk.
 
Ungerne taler om, om vi får chancen for så stor en fisk igen - vi gætter jo 15kg+. "Det gør vi!", siger optimistiske skipper og positive skipperinde. Vi får ret..
 
Med 6 sømil til Tyrrel Bay er AmigoX gået over stag og vi vil en tand længere før vi slår (betyder blot at vende). De kom tæt forbi da vi fornøjede os med Doradoen, og vi havde dem i VHF'en for de ville jo høre hvad vi rodede med. Så skriger hjulet på den anden stang og linen høvler af...
 
"Det er vist en tun!" Fisken er gået i dybet og synes den skal blive dér. Det gør den så i tre kvarters tid, alt imens skipper bliver mindre og mindre kry. På den gyngende agterperron svedes tran under det konstante træk, der skal ydes for at holde tunen i skak, og langsomt vinde line fra den. Så kan vi endelig se glimt i dybet - sølv og blå farver. Men op vil den ikke. Et kvarter mere går på den måde, fisken tager lidt line med sig i dybet og det vindes langsomt tilbage. Maria må fra tid til anden køre båden lidt frem når tunen går ind under båden. Både bælte og skulderharnisk - til at støtte stangen og aflaste armene - er sat på skipper, og det hjælper, men efter mere end en time er fiskeren virkelig træt. Det må briste eller bære. Bremsen sættes endnu hårdere (linens brudstykke er 57 kg) og der lægges de sidste kræfter i. Fisken giver sig og vi har den pludselig i overfladen, hvor den kommer ind til hækken. Maria får endelig gaffen i efter lidt forsøg og skippers råbende instruktioner, Maja overtager stangen, og gaf nr. 2 sættes i tunen, hvorefter vi i fællesskab kan trække fisken op i båden. En yellow fin tuna.
 
 
  Skipper i big game mundering..
 
 
  Vores 50 kg vægt slår ikke til...55-70 kg??
 
 
Efter at vores 75% rom fra Grenada har taget livet af dyret (hældes i gællerne) er der "familie high five". Så kommer arbejdet med at behandle fangsten med respekt. Store klumper skært tunkød finder vej til fryseren.
 
 
  Her føler skipper sig som grønlandsk fanger!
 
 
Det er mørkt da vi når ind i bugten og dropper ankeret ved siden af AmigoX. De har tilbehøret klar, og vi lynsteger de ondeste tunbøffer og vi spiser til vi ikke kan rokke med ørerne.
 
Næste morgen sejler Malthe og Michael rundt i bugten til de andre både for at "trade" lidt. Her får vi ud over lidt penge både øl, vin, whiskey samt dåser med kokosmælk og baked beans - plus en hyggelig sludder. "Kiloprisen" på "prime cut tuna" er i bund, og humøret i top.
 
 
Hilsner fra Navigo