La Gomera

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Mon 16 Nov 2009 13:17
28:05.37N 17:06.53W
 
La Gomera - San Sebastián
 
Nu ligger vi på den skønne ø La Gomera - blandt de kanariske øer ligger kun øerne La Palma og Hierro mere vestligt. Sejlturen fra Gran Canaria var frisk. Der er såkaldte accelerationszoner, hvor vinden øger kraftigt, flere steder ved de kanarisker øer. Mellem Gran Canaria og Tenerife støder man på to af de mere voldsomme. Vi ventede derfor til den 10. november, hvor den "ægte" vind skulle være omkring 6-7 m/s, og fik så konstante 13-16 m/s, når vi kom ind i zonerne. Amigox målte sågar 19 m/s. Man sejler fra vindstille (faktisk endda svag sydlig vind) og vupti i løbet af få minutter kommer vinden fra nordlig retning med fuld gas. Vi sejlede med vinden ind 30 grader agten for tværs med et reb i storsejlet og kun et lille tørklæde rullet ud af genoaen. Vi loggede kortvarigt 11.5 knob over grunden da vi surfede ned af en bølge, hvilket var en tangering af Navigos maxfart, der sidste gang blev opnået med 6 knobs medstrøm. Syd for Tenerife slukkedes vindmaskinen igen fuldstændig og afsted gik det for motor indtil næste accelerationszone satte ind halvvejs ovre mod La Gomera. Fantastisk sejlads i sol og varme, med en sjælden skæv sø sprayende hen over cockpittet. De 75 sømil sejlede vi fra lige før solopgang til lige efter solnedgang.
 
På Gran Canaria havde vi inden vi sejlede en rigtig god turdag med Berit og Ole fra Amigox. Alle blev stoppet ind i en Ford Fiesta og afsted gik det. Øen er meget smuk og varieret. Vi plukkede undervejs kaktusfrugt og mandler langs vejen. Til sidst spiste vi på et meget lokalt sted med tapas retter. Man ved, at man er fri af turistfælderne, når der ikke er menukort. Michael kendte til stedet fra en træningstur på mountainbiken, hvor seks euro betalte et fyrsteligt tapas måltid med blæksprutte og snegle (indsamlet i de lokale bjerge).  
 
 Udsigtssted og benstrækkepause
 
 
 
 Et sted boede man i huler. Vi kom på besøg indenfor.
 
 
  Vi stoppede langs vejen, hvor de plukkede appelsiner. Vi fik straks foræret en masse, revnede appelsiner (for længe på træet?). De smagte skønt!
 
 
På La Gomera er naturen vanvittig smuk, og her bor kun 20.000 mennesker. Oppe i højderne på den centrale del af øen er der en nationalpark med urskov. Vi tog den første bus op nær det højeste punkt og gik herfra 1200 meter nedad til 250 meters højde og en anden bus - den sidste - hjem til San Sebastián. Vores ben gør stadig nas her tre dage efter, men det var en forsvindende lille pris at betale for en naturoplevelse af de helt store.
 
 Højest på turen med lavere bevoksning
 
 
 Ungerne havde fået til opgave at tage notater, så en turbeskrivelse kunne forfattes efterfølgende. Især Malthe tog opgaven meget alvorligt. Hans bog skal hedde "Min tur i urskoven", og Gyldendal skal udgive den (Malthe havde set, at der ofte står Gyldendal på de bøger han læser), og mon den også vil blive udgivet på flere sprog??
 
 Med på turen var vores finske venner fra Tavino
 
 
 
 Lidt længere nede blev skoven mørk og tyk. Området henligger tit i tåge, og her var fugtigt med svampe, mos og lav på træerne. 
 
 Ungerne på stien
 
 Skønt kildevand 
 
 Ved 900 meters højde kom vi ud af nationalparken og fortsatte nedad mod Hermigua, som er en frugtbar dal med jordbrug og især bananplantagedrift.
 
 Kortet studeres - vi skal ikke komme for sent til sidste bus 
 
 
 
 Udsigten ned til Hermigua
 
 På vej nedad. Stien var stejl og uden nogen form for rækværk eller anden sikring - især da vi kom ned ved siden af det store vandfald. Koncentration var nødvendig.
 
 Lidt mere overkommeligt vandfald..
 
  Længere nede samles vandet op og ledes til afgrøderne via rør og bassiner
 
 Langs vandingsrør og bananstokke
 
 Vel fremme ventes der på bussen sammen med et par englændere
 
Næste dag var Michael netop kommet retur fra posthus og indkøb af harpun, da meldingen lød at der var vand under dørken (i bunden af båden nede i kahytten). Så gik den dag med at tage alt ud fra stuverum under dørken (og her har vi meget...) og tørre op - samt at reparere vandvarmeren, der var synderen. Heldigvis var der 3 både væk en tysk svejseingeniør med svejseapparatet i orden. Han svejsede den utætte studs og en time senere, og 20 euro fattigere kunne vi reinstallere alle forbindelser. Lidt andet maintenance blev det også til, og når vi nu var igang blev der også gjort hovedrent. Der er altid noget at se til, og i varmen tager alt gerne lidt længere tid. 
 
 Vandvarmeren hevet ud af båden, strippet for isolering, og klar til reparationssvejsning.
 
Vi har fået installeret Skype på en af PC'erne og kan nu ringe billigt og snakke gratis med andre Skype'ere. Dødsmart! Det kræver dog et fornuftigt netværk, som ikke altid er let at finde..
 
Hilsner til alle fra M'erne på Navigo