Fuerteventura

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Tue 3 Nov 2009 13:41
28:12.42N 14:01.59W
 
Fuerteventura
 
Næste stop var Gran Tarajal på Fuerteventura - den andenstørste ø i øgruppen. Ikke regnet for at være så spændende som så mange af de andre, men dog tilskrives de bedste strande på de Kanariske øer at høre hjemme her.
 
Vi lejede igen en bil og så på omgivelserne. Som Lanzarote er Fuerteventura en knastør ø af vulkansk oprindelse. Herovre er der bare mere sand. Øen er ikke så stilsikkert udviklet som Lanzarote, hvor der eksempelvis kun må bygges op til 4 etager. Her er der er både højhushoteller og hele turistmøllen ned til nogle strandområder, almindelige rodede (?) spanske byer og nogle landområder med meget beskedne boliger. Der er ca 50.000 indbyggere foruden de talrige geder (uden sammenligning iøvrigt). Fuerteventura er desuden den nærmeste ø til Afrika, og mange illegale indvandrere landede tidligere her i deres synkefærdige cayucos. Tenerife og Gran Canaria har sidenhen taget mere over, selv om sejlturen er længere. Endnu flydende efterladte cayucos (15 meter lange) udgør en fare for natsejladsen i disse farvande (meldes pr. NAVTEX når lokaliseret). Værre vil det være at møde en fuldt lastet cayuco i havsnød. Instruksen er at tilkalde hjælp i stedet for at tage dusinvis af desperate mennesker ombord.
 
 Sandbjerge i El Jable området
 
 Bjerge kan tage sig ud på mange måder.
 
 Flot landejendom med få geder
 
 Mere beskeden ejendom 
 
 Ajuy ved vestkysten
 
 Flotte kaktus ved vejsiden
 
 Playa de Sotavento ligger mod øst og er lavvandet. Vi tog til Playa de Cofete på vestsiden, hvortil man kommer af snørklede grusveje gennem en naturpark. Ingen parasoller og uendelig meget plads.
 
 De smukkeste bjerge rejser sig bag stranden
 
Vi kom forbi et sted, hvor de hjalp havskilpadder lidt på vej. Æggene hentes på Cape Verde øerne, hvor de desværre spiser for meget havskildpadde, eftersom de tror det er et afrodisiakum. Æggene graves ned på Playa de Cofete, og man står klar når de klækkes. Ungerne fodres så op til de når en størrelse, hvor flere vil klare sig efter udsætning.
  
 Malthe studerer havskildpadder
 
---
 
Det har jo været Halloween, og det slipper man ikke ustraffet forbi selv om man sejler. Maja og Malthe spiser ikke slik i et helt år, for så får de 1800 kr hver. Det var deres egen ide at lave den aftale, skal det lige siges. Det indsamlede slik kunne heldigvis også omsættes nemt hos far til euros, og aftalen omfatter jo hverken is eller kage....