logo Navigo - Caribien tur/retur
Date: 02 Sep 2009 19:40:33
Title: Baltimore - Camariñas (Spanien)

43:07.50 N, 9:11:00W
 
Sådan kom vi over den berygtede Biscay.. Here goes..
 
Fortællingen starter vel ved den klassiske opbygning af utålmodighed, som også ramte os. Vi var klar og båden var klar, men vejrmeldingerne gav os ikke det ønskede billede. Vi lå ved en mooringbøje og ankrede også en anden nat på den anden side af bugten ved Baltimore, mens det ene efter det andet lavtryk steg i land ved Irland. Vi ønskede os at højtrykket over Azorerne kunne presse sig mere nordpå og give gode vinde fra NV og V i længere tid, men lavtrykkene herskede, og sendte vindmåleren i top med mellemrum, og det fra kedelige retninger mellem S og SV. Det her var ikke en dagtur, hvor man kan nøjes med bare at få en slags vejr. Hvis bare vi kunne undgå for barske betingelser, så var det fint med os.
 
 Utålmodigt ventende i Baltimore. Det blæser 15 m/s og det er lidt bumpy ved mooring bøjen.   
 
Efter en uges venten så det godt ud for hele turen, kun kunne det blive lidt for blæsende det første stykke. Men vi klargjorde båden, surrede alt, gennemgik sikkerhedsgrejet og forberedte en masse "landgangsbrød" og kødsovs, da det ikke ville blive let at kokkerere først på turen. Vi var så klar.. Men ak.. Gale warning for områderne syd for os, og severe gale mod vest og nord. Vi måtte tage en dag og nat mere ved bøjen. 
 
   Vi skoler og spiser landgangsbrød hele dagen..
 
Natten var vild med 20 m/s og skipper sad fra 02-06 og rodede med vejrfiler, satelittelefon og kortbølgeradio. Det var ikke til at sove. Vi lå trygt ved bøjen, men blev kastet rundt.
 
Næste morgen var det bedre og vinden var gået i V, men varsel om severe gale (stiv kuling) for Fastnet området som vi skulle gå ud i holdt os ved bøjen. Sea state målingerne og varslerne var også nedslående. Ved 18 tiden ringede skipper til UK Met office og talte med en "forecaster" (god service for 17£ på kreditkortet). Hvorfor fastholdt de en "perhaps severe gale" warning for Fastnet ville skipper vide. Beskeden var at de GRIB filer (beregnet fremtidig vinddata som vi downloader) var de enige i - de så ikke noget andet og mere - og gale warningen ville de pille af tapetet snart. Så var det nu! Finske Tavino og Navigo gik i søen, mens AmigoX ville tage en nats søvn og se gale warningen fjernet og sejle tidligt. Fredag 28/8 20.00 strøg vi ud af strædet ved Baltimore - Biscayen ventede..
 
    Vi stikker snuden udenfor..
 
Første nat var fantastisk. Fuld sejlføring på halvvind, med smuk massiv swell fra Atlanten. Humøret var højt! Fuldstændig stjerneklart og den mest fantastiske morrild - det så fuldstændig ud som vi havde undervandslys agter.
 
Næste dag gjorde delfiner os følge, og de blev hos os det meste af tiden ud til kontinentalsoklen.
 
 Short-beaked common dolphin. Turens tredje art.
 
 Artsbestemmelse af rejsekammerater.
 
Det var et race. Vinden skulle gå i SW og øge, og det så desværre ud til at vi ikke kunne nå ud over soklen inden. Jo mere syd vundet jo bedre. Vi havde på en irsk sejlhjemmeside læst om Biscay passage fra Irland sydover. Ud på 10 eller 11 grader vest og så stik sydover. Over en strækning på 50 sømil ville man så passere soklen et favorabelt sted. Beskrivelsen foreslog i den forbindelse alligevel: "batten down your vessel". Skipper var noget bekymret om udsigterne til en hårdere tur ud over soklen, og tog meget vestlig længde nu. Da det blev mørkt kom vinden - op til 15 m/s og søen rejste sig. Alt virker voldsommere om natten og det var slet ikke sjovt. Vi skulle skråt ud over soklen og gerne uden at ødelægge noget på båden. Det blev på den forsigtige måde. Rullegenuaen blev rullet helt ind og vi gik for dobbeltrebet storsejl og støttemotor forsigtige knap 4 knob. Vi ville afvente at blæsevejret til morgenen skulle droppe til 10 m/s og desuden kunne skipper se søerne og om nødvendigt tage styringen (vi bruger jo ellers autopilot). Og sådan gik det ud i det forjættede dybe vand, med den store afstand mellem søerne. Autopiloten klarede det endda flot, uden at vi stampede for meget i søen. Herude røg humøret igen i top, for resten af vejen havde vi gode GRIB vindfiler, som vi løbende downloader via satellittelefonen. 
 
 Michael tager nattetjanserne og sover her under krængning i "slingregrejet" (støtteklæde man læner sig op ad - her undgår Malthe således knusning af et stks far)
 
Næste nat var lige så vidunderlig som den foregående var sur. Vi sejlede styrbord halse ind i bugten på bidevind med fuld sejlføring. I den stjerneklare nat med nordvestlig swell skråt bagfra "ghostede" vi roligt afsted. Skipper brugte noget af natten med rumpen i fordækket og stængerne ned ad skibssiden - selvfølgelig i den altid - uden undtagelse - om natten brugte livline. Godt man ikke er poet.. Jeg undgik tæt at tude øjnene ud over den skønhed der udspillede sig og følelsen af det enorme rum til alle sider, ned i dybet og op i himmelrummet. Lykkelig i hver en nerve...
 
Næste dag var overskuddet stort. I bedste race stil havde skipper taget et bagbords halse ben ud af bugten da vinden gik øst for syd, og gik derved GRIB filernes spåede vestlige drejning i møde. Resten af vejen skulle den herefter stå på foran for tværs. Nu måtte fiskestængerne i brug, for her i den sydlige Biscay var der da vist nogle gode Bonitoer.. Frem med det mindre skyts til de ikke så store Bonitos. To stænger trak gummisprutter i 6.5 knobs fart helt oppe i overfladen. Den ene stang havde en såkaldt "bird teaser" foran gummisprutten, der sprøjtede vandet til alle sider når den ofte gik over overfladen og skippede afsted. "A lot of commotion" skal vække og ægge havets rovfisk. 2 timer senere skreg det ene fiskehjul (linen løber ud) og vi stoppede båden op. Maja tog den anden stang ind, og vi så at den var også blevet "ramt", for væk var forfanget med bird teaser og hele baduljen. Forfanget på den stang var i tyndere line, og bremsen var åbenbart stillet for hårdt. 5-10 minutter efter kunne vi se fisken og Maria udbrød: "Hvordan får vi den op?" Heldigvis hang den hjemmelavede gaf klar på radarmasten og så var det bal forbi. 13.5 kg yellow fin tuna (for det er da ikke en Big Eye?) på dækket (ja, skipper har naturligvis en digital vægt med). En lille kop Gin i gællerne og den tun gjorde sin sidste rejse - forhåbentlig høj... Så var der ellers familie "hang five"..
 
 
 Den glade lyst- (og også lidt mad-) fisker..
 
At slagte kræet var faktisk lidt en skummel oplevelse for Michael der ellers har fileteret godt med fisk. Tunen er varmblodig og det er noget anderledes at få hænderne ned i varmt fiskekød. Når det helt friske kød samtidig rytmisk trækker sig sammen når kniven føres igennem, så ved man at man ikke umiddelbart egner sig som knivmorder.
 
Senere på dagen fik vi besøg af et lille fly der gik helt ned til os - så tæt at pilotens skægstubbe kunne tælles. Hvilket chok her i intetheden. Den lavede samme nummer på AmigoX. De skulle vel tjekke om vi lignede smuglere!? Herude kommer havfuglene også tæt på og inspicerer os. En helt anden opførsel end man ser samme fugle udvise tæt ved land.
 
Det var også store badedag ombord i cockpittet. Skipperfruen var i fri figur agter med bruseren, og inspirerede således alle (ok, ikke Malthe). Skippers røde balder blev følgende beundret (andet ord for "grinet af"). I havn hører vi hos AmigoX, at det er en meget tidlig fase af den kendte lidelse "Baboons Ass", som kommer af klam bag og at man sidder og skvulper rundt på bagen i bølgerne. Virkelig et problem hos de helt hårde, der sejler Volvo Ocean Race i ugevis, uden at få en tør nummer.  
 
Den sidste aften op til den fjerde nat havde vi lange diskussioner om hvor vi skulle gøre "landfall". Vi kunne ikke bestemme os. Vi endte med ikke at tage nærmeste mulighed La Coruña, men lidt længere da vi nu lå på god vestlig længde med vinden skråt forfra. Under natten skulle vi flette igennem den meget trafikerede storskibsrute, og igen var AIS'en (store skibe afsættes i vores kortplotter, og vi kan se mange detaljer om dem) en kæmpe hjælp. Det måske største skib var Hammersmith Bridge, 336 meter lang, 46 meter bred og gående 24,6 knob. Ikke noget at komme i vejen for. Med god sigt og sådanne hjælpemidler er det ingen sag at komme igennem. Valget faldt på Camariñas, og vi sejlede ind under det dejligste varme solskin midt på dagen tirsdag den 1. september efter 90 timer og 547 nautiske mil.
 
  Navigo udtørres efter strabadserne.. sol.. Ahh!!!
 
Senere på aftenen kom AmigoX ind og vi lavede det "ondeste" sushi - sashimi - tunbøf gilde. Wasabien, specialsoyaen, den japanske mayonaise og specialkrydderiet fra asiatbiksen hjemme kom på bordet, og tro mig, bedre fisk er ikke smagt! Hertil ekstra god vin fra AmigoX og chokolade. Skønt at være i havn efter lidt svingede madindtag på båden. Vi er HELT i top, og armene er rigtig svære at holde nede.
 
Hilsner fra Navigo - endelig i varmen
 
Post scriptum I (ikke for de små): Dem der kender Michael godt vil vide at finkultur ikke altid finder vejen let til Michael, som jo i grunden er noget af en bonderøv og platugle. I Kinsale måtte en bog derfor indkøbes til at forfine denne anløbne person. "Book of Limericks" var valget, for det er jo poesi som kan forstås, tænkte skipper. Kapitlet "Trollops and Tarts" fandt hurtigt særlig interesse fra den kulturhungrende. Der citeres hermed - ikke den bedste - men den nærmest relevante i geografisk forstand:
 
An elderly harlot from Trings
Has fucked the last four Spanish kings
  Says she, "They're all short
  And no good at the sport;
But the queen, who is a Lesbian, swings."
 
-!-
 
Post scriptum II (for alle): Maria er ikke at se på nogle af billederne. Det er ikke fordi, at jeg har udskiftet hende med en yngre rødhåret irsk model. Hun (Maria!) udviser blot ikke den store lyst til at blive fotograferet. Skipper arbejder dog på det..  
 
Post scriptum III:  For nogle får langturen en uventet slutning. Som det skete for nordmanden her:
 
 
Båden kom til Camariñas med sprunget forstag og masten aflastet med tovfald. Senere er der åbenbart gået ild i den. Vi forsøgte at spørge havnefogeden hvad der var sket. "Crazy, crazy" og så sagde og dansede hen noget vi tolkede som at nordmanden bare var gået lige op og havde prajet en taxa. Ingen har hørt fra ham siden (tror vi). Det er sku da handlekraft. "Båden er totalskadet - jeg er den, der er skredet - adios". Lidt synd for havnefatter, som nu har problemet.  
 
 
 
 
 

Diary Entries