logo Navigo - Caribien tur/retur
Date: 14 Aug 2009 19:25:56
Title: Dungarvan Bay - Sydirland

52:03.35N 7:33.08W
 
Dungarvan Bay
 
Vi kommer tættere på varmen. Nej, hvor vi glæder os.. Så skal man jo ikke have for meget manke, og da vi i Dublin så et skilt med en pris der tiltalte Michael, var det bare at spørge sig selv. Mand eller mus? Kan man blive klippet for en halvtredser uden at få en leverbetændelse eller andet slemt..? Abdul fra Marokko startede maskinsaksen op og Maria fangede seancen gennem vinduet - iført et ildevarslende bredt grin. Abdul afsluttede med en håndfuld snask, og hvad der var tilbage af hår blev kørt hårdt nordover. Hvad skal jeg sige - det var billigt - og Abdul var en fin fyr!
 
 
 
Vi fik en fin tur i Dublin, som bare lå 35 minutter fra Howth med tog. Der blev fyldt på storbykontoen og grundet de særlige omstændigheder med pladsrestriktioner på Navigo, slap vi fra mødet uden indkøb af sko - men uhh var de ellers smarte... Vi spiste på The Church, som var en kirke indrettet som restaurant. Den var end ikke tømt for al religiøs "indretning", og så stod man og hang i baren og ventede på sit kolde øl. Lidt grov kost for en familie fra et beskedent fiskeleje i Sundet. Måske frigiver vi et lille klip fra stedet med irsk musik og næsten riverdance...
 
11. august drog vi sydover med tidevandet og havde en fin sejlads til Arklow.
 
  På vej til Arklow. Ligner Malthe ikke en sejler?
 
 Godt tryk på vej over Dublin bay - og i solskin!
 
I Arklow sejlede vi ind i en flodmunding og efter meget koncentreret slalom mellem både fortøjet til bøjer kunne vi parkere langs en ponton. 
 
 
Arklow er ikke et kursted - vi fik straks at vide at vandet i floden skulle man ikke få på sig. Allerede i Howth fik vi at vide af Tony, der solgte os en ny vind transducer til mastetoppen, at Arklow havde dette særlige kendetegn. Har man for meget begroning på bunden, skal båden bare lægges et par uger i Arklow, så er bundet glat som en barnenumse igen. Der er kobber i vandet, og muligvis lidt ekstra kemi fra virksomheder opstrøms.. På nordsiden af floden (hvor vi lå) lignede Arklow Tuborg Havn, og på sydsiden lignede det noget, der blev glemt for et par generationer siden.
 
Hov, tilbage til vindtransduceren.. Michael brillierede stort med fejlfinding på vindmålingen, der var svigtet for flere dage siden. Der blev målt spænding på de fem ledere, kablet blev afmonteret og "ringet igennem" og checket for overgang. Det fjerneste vindinstrumentdisplay blev afmonteret og forbundet direkte til transduceren (i stedet for igennem det nærmeste vindinstrument - vi har to). Den meget kompetente konklusion var at problemet var i toppen af masten. Til sidst lagde jeg så hovedet tilbage - og yes!.. rigtig nok.. ingen transducer at se... FLOT! Nu er en ny sat på, og vi har vindmåling igen. Vi fik også repareret genuaen i agterliget, hvor trimlinen havde slidt sig ud flere steder.
 
 
 
I Arklow stod to vrag af fiskebåde ved indsejlingen. De var blevet hævet op fra havets bund for inspektion, og var stadig indhegnet. Alle fiskere ombord var gået tabt fik vi at vide. Havet kan være en hård arbejdsplads. Det gyste lidt i os da vi gled ud forbi dem næste dag.
 
Sydover gik det med op til 10 knob+ i medstrømmen til Kilmore Quay, som ligger lige rundt om det sydøstlige hjørne af Irland. Et dejligt sted, hvor vi handlede et par hummere og 4 taskekrabber. Der var også to sæler der levede i havnen og spiste fisk som fiskerne smed ud.
 
 
13. august snuppede vi et hop vestover til Dungarvan Bay til nogle godt beskyttede fortøjningsbøjer. Her ligger vi nu og henter internet ud fra land med vores eksterne antenne. Vi ligger og venter på at noget hård sydvestlig vind blæser ud i dag og i morgen. Vi ser nu sydover og begynder at følge vejrmønstrene i Biscayen. Vi går nok til Kinsale eller Baltimore og går derfra.
 
 
Vi ligger sammen med en anden dansk båd, AmigoX, en X-412 med Berit og Ole ombord udenfor havnen. Vi er de eneste både på de 8 mooring bouys. Vi har købt rejer hos en fisker i havnen og skal lige have en aften drink hos Berit og Ole nu, så Navigo "over and out".. 
 
 
 
 
 
 
 

Diary Entries