Dag 4 på Atlanten
Hvor sejler LOUSILL ?
Anne-Marie og Peter Skov
Tue 20 Nov 2007 11:38
22:57.811N 19:22.840W
Endnu en dag i det lille samfund på Atlanten er
gået, dog med lidt mere vind end hidtil. I løbet af aftenen sprang vinden
ca. 25 gr. hvilket betød, at vi fik bølger fra to retninger samt
atlanterhavs dønninger der altid er der. Det blev til en urolig nat hvor vi
rykkede lidt midtskibs. Alligevel sov vi nogenlunde, og her til morgen var det
meget stabilt igen.
Anne Marie er ved at bage brød, og morgenkaffen
dufter gennem hele skibet - jo, den nat er glemt!
Det at sejle 24 timer i døgnet er ligesom at være
på skifteholdsarbejde, og så alligevel aldrig at have fri. Det er nok det bedste
skifteholdsarbejde man kan forestille sig.
Hvor er der da meget vand på denne Jord. Man kan
ikke lade være med at tænke på huse derhjemme med havudsigt, havkig, tæt på
vandet osv. Vil man have havudsigt skal man bare sejle over Atlanten, der er der
havudsigt 24 timer i døgnet 360 gr. rundt!
Jeg bliver lige kaldt op, da der er en hel flok
delfiner der leger med vores stævn endnu engang. Delfiner bliver man aldrig træt
af at se på. Der var en 10 - 15 stykker i ca. et kvarter.
I aftes var der gang i den ved siden af båden. Det
lignede et strømskel, men viste sig at være en fiskestime. Lige pludselig kom
sværdfisk og andre fisk som raketter op af vandet - alle jagtede alle, men
det var svært at se hvilke fisk der jagtede hinanden. Vi fik en del udslag på
ekkoloddet, så noget må der have foregået under os.
Tak for de mange mails - det er dejligt at
høre hjemmefra. Send bare flere lousill {CHANGE TO AT} mailasail {DOT} com - vi vil
gerne høre mere om livet derhjemme, er der dannet regering, er der flere
forlovelser på vej? Er der ellers sket noget i det lille danske samfund? Vi
tager mail ned på satelitten én gang i døgnet.
Som det ser ud på vores vejrkort lige nu, forventer
vi at dreje ud mod Passat-linien om ca. et døgn. På den måde vil vi have
endnu et døgn med halvvind, for derefter at sætte vores passat sejl og gå mod
Antigua.
Jo, livet kan leves!
Ship o´høj fra besætningen på S/S
"Lousill".
|