Indeblæst i West Loch Tarbert

Navigo - Caribien tur/retur
Michael Boe
Wed 5 Aug 2009 13:52
55:50.35N 05:27.11W
 
Indeblæst i West Loch Tarbert..
 
Nu sutter det skotske vejr lige lovlig meget, og mandskabet på det gode skib Navigo drømmer og sydligere himmelstrøg. I Oban afsluttede vi med to dage, hvor det regnede og blæste det meste af tiden. Vi fik dog handlet ind i Oban og spist Fish&Chips ud af papboksen på havnefronten den sidste dag inden det igen så ud til at blive sejlvejr. Maja og Malthe fik også "hængt ud" og leget med svenske Bullivar og Kolumbus, fra en rigtig sød Göteborg familie.
 
 
 
Er man sulten for syden, så er det op kl. 6 i regnvejr og ganske friskt blæsevejr (2. august). Først skulle sure 6 sømil med vinden i snuden og motor klares, hvorefter vi kunne sejle stik syd på bidevind. Det holdt op med at regne og sydpå gik det mod et spændende sted på kortet - Gulf of Corryvreckan. Et smalt stræde mellem øerne Scarba og Jura. Vi skulle ikke igennem selve strædet, men ville komme forbi det østlige åbning. Kortet siger:"Very strong and dangerous tidal streams set through the Gulf og Corryvreckan. During the west-going stream heavy overfalls may extend as much as 3 miles westward of the entrance to the Gulf". Så er der ellers strøet godt ud med markeringer for tidevandsbølger og hvirvler. På en grov dag kan man blive revet godt rundt af kæmpe hvirvler og falde ned fra stejle søer. Svært at forstå for en dansker, men det er øjensynlig farligt, og det tages alvorligt af de lokale sejlere. Her kommer man ikke når strømmen løber kraftigt og det blæser. Vi sejlede forbi indløbet ved "slack", hvor strømmen vender, så der hvar ingen action at se..
 
 Skipper hygger sig i det kortvarigt gode vejr..
 
Midt på eftermiddagen døde vinden ud og vi var nået til Gigha Island, hvor vi kunne fortøje til en af 11 udlagte bøjer.
 
 
 Vandet er 14 grader, så våddragter er sagen..
 
Skøn stille lun aften med gode rump steaks fra skotsk langhåret kvæg købt af økobondemanden på øen Kerrera (Oban Yacht Marina). Nu er alt godt...når man glemmer næste dags vejrudsigt..
 
Næste morgen vågner vi med masser af vind og lidt for meget gyngen. Lidt ude er superyachten "Le Grand Bleu" opankret i løbet af natten. Vi har en Zodiac gummibåd, det har han også, men den var noget større... Ligesom den sejlbåd og motorbåd der stod på dækket af "Le Grand Bleu". Vi har så heller ikke nogen helikopter.. Sådan er der lidt forskel på folks legetøj..
 
Vi tog chancen og sejlede sydpå mod Irland, selv om vejrudsigten sagde styrke 5-7 (dvs. 8-17 m/s). Vi ville komme helt fri af kysten senere, så kunne vi se om det var styrke 5 og om de 3 timer over The North Channel ville være mulige uden for mange klø. Det gik ikke.. der var for meget vind. På noget af passagen ville bølgerne i North Channel løbe op mod 3 knobs modstrøm, som rejser søen og giver ubehagelige stejle bølger.
 
  Mens plan A er i live...
 
Vi valgte plan B, vendte om, og sejlede til West Loch Tarbert. Helt ind i bunden i mest mulig vind- og bøgelæ. Her ligger vi nu og kan sove trygt og godt. Kun er Maria vældig utålmodig... Vi kan komme afsted i morgen, torsdag, og fredag skulle det blive ganske let vind
Vi bruger tiden på lidt reparationer. Maria syer på sprayhood'en, som åbenbart er syet med en tråd der ikke er UV stabil og derfor nu falder fra hinanden. Michael fandt endelig den fejl (løs forbindelse) på varmeanlægget, der har drillet. Vindmåleren er også røget, og her ser det ud til at det er enheden i mastetoppen der er defekt efter længere fejlfinding.
 
Vi holdt i går første skoledag på båden, selv om skolen ikke er startet endnu i DK. Efter nogen overtalelse kunne ungerne se fidusen ved at bruge en kedelig regnvejrsdag til skole mod at bytte til en senere fridag på et noget sjovere tidspunkt.
 
Hej fra alle på Navigo!