Dag 9 på Atlanten

Hvor sejler LOUSILL ?
Anne-Marie og Peter Skov
Sun 25 Nov 2007 10:45
19:25.811N 32:14.983W
 
Det sidste døgn har været med god vind. Vi har logget 8 - 9 knob, så det har skubbet godt fremad. Her til morgen har vinden taget af, men bølgerne lægger sig lidt senere. Vi eksperimenterer meget med sejl for at undgå de helt store rulninger.
I nat fik vi for første gang et par byger, dog kun at kortere varighed. Skipper var lidt skuffet over, at båden ikke blev vasket ordentligt. Her til morgen samlede vi 3 flyvefisk op på dækket - det var, hvad nattens fiskeri uden snøre kunne indbringe.
I nat fik vi en PAN PAN meddelelse over radioen fra Tariffa i Spanien (svarer til Lyngby radio i DK). Det er en alarm over radioen der skærer gennem marv og ben. Det har vi fået flere gange under turen, hvis nogen ønsker hjælp til et eller andet, evt. en observation, eller er i nød dog uden det er en MAYDAY MAYDAY. Men denne gang var det en observation af et drivende skib med 30 ombord - formentlig bådflygtninge fra Afrika.
De skulle drive rundt mellem 23. og 33. Nordlige breddegrad. Det er i nærheden af Kanarieøerne - vi ligger på 19 breddegrad langt sydligere, og meget længere til havs. Så det kunne vi desværre ikke hjælpe med. Det ville heller ikke være rart at møde mennesker der har taget sådan en beslutning!
Vi har ombord besluttet inden afrejsen fra Lanzerote, at hvis vi møder nogle bådflygtninge vil vi give dem noget vand, da vi kan producere vand selv ud af saltvand. Det ville være ved at kaste dunke i vandet så de flyder over til dem. Samtidig vil vi kalde Tariffa i Spanien og meddele vores observation. Derefter vil vi blive i nærheden et stykke tid til der kommer hjælp.
Men, alt det har vi ikke haft brug for, da vi har forladt farvandet ved Afrika.
Mens jeg har skrevet mailen er vinden taget til igen, så nu går det derudaf mod paradiset!
 
Jo, livet skal leves!
 
Besætningen på S/S "Lousill".